Jordbærsalat med koriander og kokos
Jordbærsæsonen er ved at være ovre, så de seneste dage har vi indtaget ekstra mange jordbær for liiiige at få de sidste med. I lørdags sneg jeg for eksempel jordbær ind i madlavningen, da jeg lavede denne jordbærsalat til mine gæster. Det var også en god undskyldning for at servere en dejlig rosévin, som jeg forelskede mig i under et besøg hos min lokale vinpusher for et par måneder siden.
Jordbærsalat med koriander og kokos
4-5 personer
et lille spidskål
3 spsk kokosolie
2 håndfulde søde danske jordbær
½ squash – gerne en gul
½ potte frisk koriander
blomsterhonning
evt. limesaft
ristede kokosflager
Snit spidskålen i meget fine strimler og hæld dem i en skål. Tilsæt kokosolie og kram kålen godt. Skær squashen i små fine tern og hak korianderen. Vend begge dele i salaten. Skær jordbærrene i kvarte og vend dem forsigtigt i salaten. Dryp honning over din jordbærsalat og smag til med limesaft, hvis du synes, det bliver for sødt. Drys kokosflager ud over salaten og servér den med det samme.
Note: En frisk og sommerlig jordbærsalat med sødme fra jordbær og honning og et dejligt pift af koriander. Jeg kan anbefale nedenstående rosévin til – den smagte af sol og sommer – og så matchede farven tilmed også!
Nøj, det lyder lige som en salat for mig 😛
Den er skøn – smager sommerlig og med et lille asiatisk pift i form af koriander ♥
Spændende sammensætning – det må prøves også her – vi får jordbær næsten hver dag i øjeblikket 🙂
Det er også bare om at nyde dem – jordbær er en af de bedste ting ved sommeren 🙂
Wow Wow Wow!!! Det må vist blive den næste salat, der skal bakses sammen herhjemme. Jagten efter de sidste jordbær sættes ind 😉
Pøjpøj med det! Jeg håbede på at finde en bakke eller to i dag, men måtte gå skuffet hjem fra den lokale Irma. Håber på at finde en bakke mere på lørdagens torvemarked, men så er det nok også ved at være det :-O
Jordbær i salt er fantastisk – helt enig!
Min absolutte favorit er jordbær, mozarella, feldsalat og 12 års gammel balsamico.
Det lyder også som en skøn kombination! ❤