Græskarlasagne med spinat
Nu vender jeg tilbage til månedens benspænd. Denne gang gik det ud over et hokkaido græskar, som nok er det græskar, der er lettest at bruge i madlavningen. Det har en smuk, knaldorange farve og en fin mild sødme, som er rigtig spændende at eksperimentere med.
Jeg fik lyst til at lave en græskarlasagne, og nu jeg var i gang, kunne jeg lige så godt lave retten til en ren vegetarret. Jeg brugte tørrede lasagneplader, men du kan også bruge en halv portion frisk pasta, og så lavede jeg en halv portion ostesauce.
Græskarlasagne
2 personer
500 g hokkaido græskar – svarer til ca. ½ stort græskar
olivenolie
1 løg, hakket
150 g frossen spinat
½ dl vand
salt og peber
½ portion ostesauce
ca. 6 lasagneplader
100 g friskrevet mild ost – f.eks. cheddar eller gouda
2 spsk friske salvieblade
Hvis du bruger tørrede lasagneplader, så start med at lægge dem i blød i koldt vand. Vask græskarret og skær det i tern, som du koger møre. Hæld det meste af vandet fra og blend græskarternene til puré.
Hæld lidt olivenolie på en pande og steg det hakkede løg mørt. Tilsæt spinat og vand og lad det simre, indtil spinaten er gennemvarmet, og vandet er næsten forsvundet. Smag til med salt og peber.
Lav ostesaucen.
Smør et lille fad med lidt olivenolie. Nu skal din græskarlasagne lægges sammen. Start med en smule ostesauce. Fordel dernæst et lag græskarpuré og et lag spinat, inden du lægger lasagneplader over. Start forfra med ostesauce og fortsæt sådan, indtil du slutter af med lasagneplader og ostesauce. Drys revet ost over og bag din græskarlasagne i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Men din græskarlasagne er i ovnen, hælder du en gavmild sjat olivenolie på en lille pande. Varm det godt op og svits salviebladene i olien, indtil de er sprøde.
Når din græskarlasagne er gylden, tager du den ud af ovnen og lader den hvile i fem minutter, inden du fordeler salviebladene over den. Spis din græskarlasagne, som den er – evt. kombineret med en grøn salat.
Note: Græskarlasagne er en dejlig efterårsudgave af en vegetarlasagne. De sprøde salvieblade passer rigtig godt sammen med det søde græskarkød, og spinaten er også med til at sørge for, at lasagnen ikke bliver for sød eller for blød.
Uhmm en super spændende lasagne, som jeg bestemt må prøve selv.
Jeg er endnu ikke så god til at bruge græskar i min mad, men skal da blive bedre.
Tak for din dejlige inspiration og en god dag til dig 🙂
Tusind tak! Jeg kan varmt anbefale den – det er en god måde at snige noget mere græskar ind i madlavningen 🙂
Jeg er bare ikke venner med græskar, selv om Samsø bugner af dem i alle afskygninger lige nu. Sjovt nok proppede jeg dog nogle bagte græskar skiver i en grøntsagslasagne for nogle dage siden, og det smagte super godt. Og din ser bestemt indbydende ud og skøn farve.
Ja, jeg kan godt huske dine billeder fra sidste år. I har så mange af dem ♥ Tak for rosen 🙂