Fedtebrød

Fedtebrød

Da jeg hørte om fedtebrød første gang, så jeg sandsynligvis noget skeptisk ud. Det er jo ikke ligefrem et særligt charmerende navn til en småkage, men jeg kunne alligevel ikke nære mig for at indlemme den i mit julesmåkage-benspænd i denne måned.

Jeg skelede til en opskrift på Alletiders Kogebog, da jeg skulle bage en portion fedtebrød. Jeg justerede dog lidt på målene, og så brugte jeg mørk rom i glasuren i stedet for romessens – det er jo kun jul én gang om året.

Fedtebrød

ca. 20 stk

130 g hvedemel
70 g rørsukker
50 g kokosmel
en kvart tsk hjortetaksalt
en knivspids salt
125 g blødt smør

Pynt:
glasur rørt på flormelis, mørk rom og lidt æggehvide

Rør alle ingredienserne sammen og del dejen i tre lige store kugler. Rul dem ud til aflange stænger og tryk dem flade, så de er sa. 5 cm brede og ½ cm tykke. Læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter. Bland glasuren og put den på de bagte fedtebrød, mens de stadig er varme. Skær derefter stængerne i mindre stykker og lad dem køle af.

Note: Fedtebrød er – trods navnet – dejlig friske i smagen. Kokosmelet giver et lækkert pift, som suppleres godt af romglasuren. Hvis du trænger til en lidt anderledes form for julesmåkage og er lidt træt af de mange brune, krydrede julesmåkager, så prøv fedtebrød i stedet.



2 thoughts on “Fedtebrød”

  • Elsker fedtebrød. Lavede dem første gang da jeg gik til madlavning i folkeskolen. Har stadig den maskinskrevne opskrift 😉 “snker dig en rigitg God Jul og samtidig tak for alle de dejlige opskrifter du deler med os♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *