Djævlecupcakes, frokostbøf og bogord

Djævlecupcakes, frokostbøf og bogord

I aftes bagte jeg disse djævlecupcakes, som jeg havde lovet, at gemalen kunne tage med til kollegerne. Opskriften så jeg hos MissMuffin for et par måneder siden, og ikke alene er den uforskammet let at lave – kagerne smager også utrolig godt!

Djævlecupcakes med chokoladecreme

12 stk.

50 g blød smør
115 g farin
2 store æg
115 g mel
½ tsk natron
25 g kakaopulver
1,25 dl creme fraiche

Chokoladecreme:
125 g mørk chokolade
2 spsk sukker
1½ dl cremefraiche

Kom smør, farin, æg, mel, natron, kakao i en skål og pisk med håndmixeren til det netop er glat.
Vend cremefraichen i. Fordel dejen i muffinforme og bag kagerne i 20 min. i en forvarmet ovn ved 180 grader. Lad dem afkøle.

Hak chokoladen og smelt den over vandbad. Tag den fra varmen og lad den køle lidt af. Pisk creme fraichen og sukker i, til du får en jævn creme. Smør chokoladecremen over kagerne og pynt dem evt. ekstra med lidt krymmel eller lignende. De skal stå på køl indtil servering.

Note: Aldeles lækre! Jeg brugte et æg mere, og ellers holdt jeg mig til opskriften.

Lige inden sengetid fik jeg læst ‘Dødens Jagt’ færdig, og det endte med at være en udmærket læseoplevelse. Fortællestilen minder lidt om King (men med færre referencer til bil-, øl- og slikmærker) både mht. personkarakteristik og det overnaturlige element. Da jeg havde læst ca. en tredjedel af bogen, var jeg noget urolig for, hvordan forfatteren ville holde tempoet i handlingen, men så historien en drejning, så der kom lidt mere ro på. Det lykkedes ham endda at beskrive en person så irriterende i bogen, at jeg var lige ved at blive sur – og det må da være et kompliment til en forfatter at kunne få den slags reaktioner fra læseren! Jeg ved ikke helt, om slutningen er, som den skal være, men bogen levede meget godt op til, hvad jeg havde regnet med.



16 thoughts on “Djævlecupcakes, frokostbøf og bogord”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *