Chokoladekage med peanutbuttercreme
Hvad siger du til en beskidt chokoladekage med chokoladecreme, peanutbuttercreme… og bacon?! Jojo, selvfølgelig skal jeg da lave en kage med bacon, når nu jeg har bacon-benspænd!
Denne chokoladekage blev serveret som dessert til gemalens fødselsdag i søndags. Her kombinerede jeg en saftig chokoladekage med en peanutbuttercreme og ristet, knust bacon. Det salte i både peanutbuttercreme og bacon supplerer chokolade utrolig godt.
Beskidt chokoladekage med chokoladecreme
10-12 personer
3 æg
300 g rørsukker
100 g hvedemel
80 g kakaopulver
150 g usaltet smør
70 g god mørk chokolade – jeg brugte Valrhona Caraïbe 66%
Chokoladecreme:
200 g flormelis
75 g blødt smør
50 g god kakaopulver
200 g flødeost, ikke light
Pisk æg og sukker til en luftig masse. Smelt smørret og lad det afkøle let. Bland hvedemel og kakao i en anden skål og bland det så i æggemassen sammen med smørret. Hak chokoladen og bland den i dejen. Smør en lille springform – 20-22 cm i diameter – hæld dejen i. Bag kagen midt i ovnen ved 170 grader i ca. 40-50 minutter. Tjek kagen undervejs med en tynd træpind – det kan være, den skal have lidt længere tid. Kagen skal være gennembagt, men stadig godt svampet og fugtig.
Lad kagen køle helt af, inden du deler den i tre lag. OBS – her skal du være lidt forsigtig, for kagen er ikke så høj, så du skal være ret nøjagtig, når du skærer kagen i skiver.
Rør derefter chokoladecremen sammen.
Peanutbuttercreme
150 g peanutbutter
1½ dl flormelis
25-50 g blødt smør
salt
Derudover:
Portvin
100 g bacon i skiver – tørsteges på en pande og finthakkes
Rør ingredienserne til peanutbuttercremen sammen.
Læg den nederste del af chokoladekagen på et fad. Dryp den evt. med portvin, hvis det skal være ekstra syndigt. Smør derefter chokoladebunden med peanutbuttercreme. Læg den midterste del af chokoladekagen oven på. Her kan du også dryppe portvin på, hvis du har lyst. Fordel ca. en tredjedel af chokoladecremen oven på, inden du slutter af med at lægge den sidste del af chokoladekagen på. Smør resten af chokoladecremen uden på kagen og stil den køligt i mindst fire timer og gerne mere.
Lige inden servering drysser du tørstegt, finthakket bacon oven på kagen.
Note: Denne kage er supersyndig og superlækker! Den er tung, fyldig, salt, sød og fed på samme tid. Desuden mætter den temmelig godt, for konsistensen er nærmest som konfekt, så husk at skære tynde stykker!
Hvad drikker man til sådan en sag? Vi drak portvin – Late Bottled Vintage 2009 fra Quinta Santa Eufemia.
Hold nu op den lyder da bare alt for god. Nå straks i gang til weekenden!!!
Den er – i al ubeskedenhed – awesome! Og vanedannende 😉
Det lyder godt nok ualmideligt beskidt! På den bedste måde – tror jeg ville servere den med syrlige hindbær og sooooooooooooort, sort kaffe!
– Anne
Kaffe vil helt sikkert være godt til denne her!
Meget interessant med bacon på, det skal bestemt afprøves.
Stort tillykke med gemalen 🙂
Og en god weekend.
Hvis I har børn eller kender nogen som har, så har jeg fået en del gavekort til Ditbarnsfoto, jeg har ikke selv børn, men de lodes bort, de er både lagt på min blog og instagram.
Mange tak! Ja, han blev fejret behørigt – jeg mangler stadig at blogge et par småting fra den dag, men de kommer i løbet af de næste dage 🙂
Hold op den ser syndig ud
Hyggehygge
Marius
Det er den også – men den er samtidig så mættende, at den rækker til mange 🙂
Mega lækker kage,den “glider” især godt ned med en klat flødeskum! Kan helt klart anbefales :-)) Kh Anne
Det er jeg glad for at høre! Jeg skal helt sikkert også lave den igen 🙂