Bærgelé med hyldeblomst

Bærgelé med hyldeblomst

De kommende dage vil jeg vise en kavalkade af forskellige desserter, som de seneste ugers gæster er blevet udsat for, og jeg lægger ud med en bærgelé med hyldeblomst.

Da jeg for nylig havde en lille håndfuld venner på besøg, som blev udsat for både jordbærsalat og avokadosuppe, diskede jeg op med denne lille bærgelé om eftermiddagen. Jeg kan jo ikke have et legestue-benspænd og så ikke lave noget med gelé! Retter, der blævrer, er helt klart noget af det mest fjollede jeg kender – og derfor også noget, der altid har fascineret mig.

Inspirationen til denne dessert fik jeg fra et gammelt nummer af Magasinet Mad, men jeg justerede dog på mængderne og udskiftede den mousserende vin med hjemmelavet hyldeblomstsaft.

Bærgelé med hyldeblomst

5 personer

4 dl blandede bær (f.eks. hindbær, blåbær, ribs og jordbær)
25-35 g rørsukker
3 dl blandet hyldeblomstsaft
4 blade husblas
2 spsk friskpresset citronsaft

Pynt: friske bær og mynte

Læg husblassen i koldt vand i ti minutter. Rens bærrene, skyl dem og lad dem dryppe af. Tag fem forme frem, der kan rumme 1 dl hver – jeg brugte en silikoneform, der egentlig er beregnet til muffins. Fordel bærrene i formene.

Varm sukker og og ½ dl af hyldeblomstsaften op i en lille gryde. Tag den udblødte husblas op af vandet og pres dem fri for vand. Smelt husblassen i det varme sukkervand og tilsæt derefter ½ dl af hyldeblomstsaften. Rør rundt. Når husblassen er smeltet, tager du gryden af komfuret og tilsætter resten af hyldeblomstsaften samt citronsaften.

Fordel den lune geléblanding over bærrene. Hvis du bruger høje forme, kan du evt. nøjes med at hælde halvdelen af bærrene samt så megen geléblanding over, at det lige akkurat dækker bærrene, inden du stiller formene i køleskabet og lader geleen stivne. Når din bærgelé er stivnet, hælder du resten af bærrene i formene og tilsætter derefter resten af geléblandingen (som du sandsynligvis bliver nødt til at genopvarme for at gøre geleen flydende igen).

Fylder du formene i ét hug, skal din bærgelé i køleskabet og hvile der i minimum 3-4 timer, før den er klar til servering. Inden serveringen skærer du forsigtigt langs kanten af formene med en kniv for at løsne geleen. Stil derefter formene i et dybt fad med meget varmt vand i ca. 30 sekunder, så desserterne også kan løsne sig i bunden. Vend forsigtigt din bærgelé ud på serveringstallerknerne og servér dem med lidt vaniljecreme samt friske bær og mynte.

Note: Bærgelé er en frisk og sødmefuld sommerdessert, som du kan variere alt afhængig hvilke bær, du har til rådighed.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *