Æggesalat med æble

Æggesalat med æble

Er æggesalat ikke ret oplagt at lave til mit vegetariske smørrebrøds-benspænd? Det synes jeg i hvert fald.

Men æggesalat kan jo laves på mange forskellige måder. Jeg skelede lidt til en af mine karrysilds-versioner, men jeg ville selvfølgelig ikke lave helt det samme, så jeg eksperimenterede lidt med sammensætning og ingredienser – og endte med en frisk og dejlig æggesalat. Det er helt op til dig hvor cremet og/eller stærk den skal være, så derfor kan du selv justere på mængden af creme fraiche og sennep (og som sådan også på de andre ingredienser, hvis du har lyst).

Jeg har tilføjet lidt gurkemeje for at give den lidt farve, men den kan du undlade, hvis du ønsker en helt hvid version.

Æggesalat med æble

2 personer

2 kogte æg, hakkede
1 spsk finthakket æble
1 spsk finthakkede syltede agurker
1-1½ spsk creme fraiche
1 spsk mayonnaise
1-1½ tsk dijonsennep
½ tsk gurkemeje (kan udelades)
evt. lidt honning
salt og peber

Rør æg, æble og agurker sammen i en skål. Rør creme fraiche, mayonnaise, sennep og gurkemeje sammen i en anden skål. Hæld dressingen over i den første skål og smag til med salt, peber og eventuelt lidt honning.

Lad gerne din æggesalat trække en times tid inden servering, så smagen kan ‘samle sig’, og gurkemejen giver lidt ekstra farve.

Note: En ganske dejlig æggesalat, som kan spises, som den er – i dette tilfælde med lidt løgringe og estragon på. Jeg testede dagen efter, om den er god at kombinere med kolde kogte kartofler, og ja – det er den!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *