True Texas Chili

True Texas Chili

Hvad er True Texas Chili? Det er sådan set chili con carne, men i modsætning til, hvad de fleste danskere tror, så er der ikke bønner i en rigtig texansk chili con carne. Der skal jo være plads til masser af kød!

I chiliretter som Texas Chili spiller chilien selvfølgelig en stor rolle, og jeg valgte derfor to slags chili, der supplerer hinanden godt – pasilla chili, der er en mild chili, som giver en skøn dybde og fylde i smagen (uden dog at være stærk) og arbol chili, som er langt stærkere og giver varmen! Desuden kunne jeg ikke nære mig og tilføjede også lidt chipotle, som også er ret stærkt.

Jeg er ikke vant til at spise store mængder kød, så derfor kan denne ret strække sig til 4-5 personer hjemme hos mig. Er du dermed vant til at spise store portioner kød (eller bare har en god appetit), så rækker den knapt så langt. Chilistyrken i denne ret vil jeg vurdere som medium – den varmer og prikker lidt, men med mindre du er meget chili-sart, så kan den godt spises. Er du hardcore chilispiser, så kan du roligt smide mere chili i retten.

True Texas Chili

4-5 personer

700 g hakket oksekød, 5-9%
en god sjat rapsolie
1 stort løg, hakket
3 fed hvidløg, hakket
1½ spsk tørret pasilla chili
½ spsk arbol chili
1 dåse flåede tomater
1 dåse tomatpuré
1 stor dåse Budweiser (½ l)
½ spsk røget paprika
1 tsk chipotle
½-1 tsk stødte nelliker
salt og peber

Varm olien i en dyb gryde og svits løg, hvidløg, pasilla chili og arbol chili ved mediumvarme et minuts tid. Tilsæt kødet og brun det. Tilsæt resten af ingredienserne undtagen salt og peber. Hold lidt igen med de stødte nelliker – det smager kraftigt, så nøjes med ½ tsk først og tilsæt eventuelt resten i slutningen af kogetiden. Læg låg på gryden og lad retten småsimre ved lav varme i 2-3 timer. Tjek konsistensen – hvis den er for tyk, tilsætter du lidt vand, og hvis den er for tynd, så lad det koge videre uden låg. Smag til med salt og peber.

Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg burde servere Texas Chili sammen med, men jeg endte med revet cheddar, frisk tomat, agurketern og majskorn. Så var der også lidt modspil til den solide kødret.

Note: En kødsauce har altid godt af at simre i et par timer, og Texas Chili var ingen undtagelse. Jeg kunne godt lide den varme og spicy chilismag, der dog ikke blev så voldsom, at mine smagsløg blev brændt af.

Retten blev selvfølgelig serveret sammen med et par amerikanske øl – denne gang to forskellige fra Samuel Adams. De var sådan set ok, men lige lovlig anonyme, og lageren var lidt for sød til min smag.

True Texas chili, Texas chili, chili con carne, oksekød, hakket oksekød, chili, pasilla chili, arbol chili, tomater, tomatpuré, røget paprika, nelliker, hvidløg, øl


3 thoughts on “True Texas Chili”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *