Tex-mex partysnack med tortillachips

snack med tortillachips, chips, snack, appetizer, tomater, ketchup, chili, peberfrugt, rødløg, majs, ost, cheddarNu må jeg ikke glemme at bruge majs, som også er en del af månedens benspænd, så de kommende dage vil der komme en række retter med majs. Jeg starter med denne snack med tortillachips, som jeg lavede i går. Skal jeg være helt ærlig, så hører denne snack måske mere ind under tex-mex fremfor mexicansk mad, men uanset hvad er det en herlig servering, som egner sig godt til en fest.

Jeg brugte en god chiliketchup, som gemalen og jeg er blevet ret glade for her på det sidste. Hvis du ikke har en chiliketchup, anbefaler jeg, at du bruger ketchup + lidt chilipulver til disse tortillachips, for chilien giver et dejligt krydret pift til denne snack.

Tex-mex partysnack med tortillachips
ca. 20 stk.

20 hele tortillachips
2 spsk friske tomater, skåret i små tern
2 spsk peberfrugt, skåret i små tern
2 spsk friske majskerner
1 spsk finthakket rødløg
ca. 3 spsk ketchup
lidt chili
friskrevet cheddar – hvad der svarer til ca. 1 dl

Rør tomater, peberfrugt, majs, rødløg, ketchup og chili sammen. Læg dine tortillachips på en bagepapirbeklædt bageplade og fordel blandingen ud over chipsene. Drys lidt revet ost oven på dem og sæt de toppede tortillachips i ovnen ved 200 grader i 5-10 minutter, indtil osten er smeltet og letgylden. Servér dine lune tortillachips med det samme.

Note: Ok, disse tortillachips er faktisk pænt vanedannende! Jeg brugte som sagt en chiliketchup, men har du ikke det, anbefaler jeg, at du bruger almindelig Heinz ketchup samt en smule chili. Chilien giver nemlig et dejligt pift til smagen og passer godt sammen med de søde majs og ketchuppen, så du får toppede tortillachips, der både er søde, sprøde og godt krydrede.