Mexicansk hibiscusblomst-drik

hibiscusdrik, hibiscusblomster, mexicansk, blomsterdrik, rørsukkerDa jeg ledte efter spændende mexicanske retter i starten af denne måned, faldt jeg over en simpel hibiscusblomst-drik. Jeg kom i tanke om, at Love and Lemongrass havde lavet en meget smuk drink på hibuscusblomster tidligere på året, så jeg spurgte hende straks, hvor man kan købe hibiscusblomster i Danmark – og det kan man hos ASA i Torvehallerne, så der købte jeg en pose, da jeg alligevel skulle shoppe chilier.

Mexicansk hibiscusblomst-drik
1 stort glas

2 dl vand
1 dl tørrede hibiscusblomster
rørsukker

Hæld blomsterne i en dyb skål. Opvarm vandet – gerne i elkedel – til kogepunktet og hæld det derefter over blomsterne. Lad dem trække i vandet i et kvarters tid og si så blomsterne fra. Rør sukker i den lune væske – hvor meget afhænger selvfølgelig af, hvor sød du vil have drikken, men vil du have en ret sød drik, skal du op på ½-1 dl sukker. Når sukkeret er opløst, tilsætter du vand. Jeg lavede en 1:1 blanding, men du kan hælde mindre vand i, hvis du vil have en kraftigere hibiscusblomst-drik. Prøv at smage flere gange undervejs, når du tilsætter vand, så du finder frem til den koncentration, du bedst kan lide.

Note: Denne hibiscusblomst-drik er en meget smuk og anderledes drik. Jeg puttede ikke særlig meget sukker i, hvilket giver drikken en frisk, nærmest iste-agtig smag. Du kan evt. lege videre med smagen og tilsætte forskellige krydderurter eller spiritus. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke nåede at lave drikken i weekenden, hvor den for alvor ville have strålet i det smukke solskinsvejr.

Indkøb af chilier

chili, jalapenos, habaneroEn af de største udfordringer ved at forsøge at genskabe opskrifter fra andre madkulturer er adgangen til de rigtige ingredienser. Det gælder både mht. at finde råvaren i en ordentlig kvalitet, men mindst lige så ofte om det overhovedet er muligt at købe denne ingrediens her i Danmark. Selvom udbuddet er blevet langt større gennem de seneste 5-10 år, hvor der er kommet et væld af specialbutikker herhjemme, og det er blevet langt lettere at skaffe råvarerne via internettet, så kan det stadig være noget af en udfordring.

Til månedens mexicanske benspænd er det ikke så overraskende, at chilierne er en udfordring – både mht. styrken i retterne og ikke mindst adgangen til de rigtige chilier. Mexicanerne bruger ofte meget chili i maden og holder sig ikke til et par enkelte chilityper men bruger gerne en bred vifte af chilisorter, som vi dårligt har hørt om her i Danmark. Når jeg har set madprogrammer fra Mexico, har jeg ofte tænkt “hvad var det for en chili?!”, når kokken for 117. gang trækker en chilisort frem, jeg aldrig før har hørt om.

Udvalget af chilier i de almindelige supermarkeder er mildest talt elendigt. Ofte kan jeg kun finde én type, der så går under navnet ‘rød chili’, og der står intet om hvilken chilisort, det er. Mexicanere ville sikkert stirre vantro, hvis de oplevede det. For nylig tog jeg derfor i Torvehallerne for at købe lidt chili, og på ovenstående billede kan du se de friske chilier, jeg købte. Begge typer er chilier, som mange danskere er stødt på – eller i hvert fald har hørt om. De grønne er jalapenos, mens de røde er habanero. Kender du ikke sidstnævnte, kan jeg fortælle, at det er en af de stærkeste (hvis ikke den allerstærkeste) chili, du kan få herhjemme, og den skal du være yderst varsom med at bruge i madlavningen. Jeg kan anbefale, at du tager gummihandsker på, inden du begynder at skære i chilierne. Det ser sexet ud!

Du skal heller ikke få saften på hænderne, og du skal slet SLET ikke gnubbe det i øjnene. Har jeg hørt.

Hov se, en afledningsmanøvre! *peger*

chili, arbol, ancho, pasillaAndre chilisorter kan være svære at få i frisk udgave, hvis du da ikke dyrker dem selv, men så har du heldigvis mulighed for at købe både tørrede og stødte udgaver af en række chilier. Jeg købte også ovenstående i Torvehallerne (ja, der har sneget sig lidt røget paprika ind i billedet – dem kunne jeg nemlig ikke stå for) og glæder mig til at eksperimentere med dem, for ingen af disse chilityper har jeg brugt før. Til gengæld har jeg chipotle på lager, som du heller ikke rigtig kan komme udenom, når du vil lave mexicansk mad.

Hvad er dine erfaringer mht. chili – kan du lide det, og kan du anbefale bestemte sorter?

Torta – mexicansk sandwich

torta, mexicansk, brød, sandwich, sandwichbolle, Da vi var i New York, shoppede vi selvfølgelig en del – heriblandt bøger. Der var selvfølgelig kogebøger imellem (resten kan du se på bogbloggen), og en af dem har jeg læst en del i på det sidste, for den handler om mexicansk mad. Den hedder ‘Tacos, tortas and tamales’ og fokuserer på den mad, som gadekøkkenerne i Mexico sælger.

Jeg besluttede mig for, at den første benspændsret i denne måned skulle være torta, som i Mexico betyder sandwich. Når jeg har set madprogrammer om mexicansk mad, har jeg altid savlet over de vildt lækre sandwiches, de kan diske op med, så selvfølgelig var dette et godt sted at starte. Det er tilmed også en hurtig måde at få aftensmad på i hverdagen, så snart du har bagt en stor portion af brødene og frosset dem ned.

Det er typisk teleras – en mexicansk bolle – der bruges til tortas. Jeg prøvede den opskrift, der stod i kogebogen, men enten var der noget galt i opskriften, eller også har mexicansk mel slet ikke samme sugeevne som dansk mel. I hvert fald var der alt for meget mel i forhold til væske, og brødene blev alt for kompakte og tunge. Dagen efter valgte jeg derfor at improvisere min egen udgave. Kogebogen nævner i øvrigt, at har du ikke tortas, kan du – i nødstilfælde – bruge ciabatta.

Teleras
5-6 store boller

2 dl letmælk
3 dl vand
25 g gær
1 spsk salt
1 spsk rørsukker
3 dl durummel
5-6 dl hvedemel

Lun mælk og vand i en kasserolle, indtil det er håndvarmt. Tag kasserollen af komfuret og hæld væsken i en stor skål. Opløs gæren i væsken og rør salt, sukker og durummel i. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen og ælt dejen grundigt. Den skal være ret fugtig – uden dog at hænge fast i fingrene. Dæk skålen med et fugtigt viskestykke og stil den et lunt sted. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse – det tager ca. en time.

Form forsigtigt dejen til 5-6 store boller. Sørg for at lægge dem langt fra hinanden på en bageplade beklædt med bagepapir – bollerne vil hæve en del. Gnid skaftet på en tynd grydeske med mel og pres skaftet ned i hver bolle – to gange på den lange led. Skaftet skal presses så langt ned, at den næsten går igennem dejen (bare rolig, bollen skal nok hæve fint bagefter). På den måde kommer der to riller/fordybninger i bollens overflade, når den er bagt.

Bag bollerne ved 230 grader i 15-18 minutter. Drys med lidt mel, når de køler af.

torta, mexicansk, brød, sandwich, sandwichbolle, kylling, paneret, kyllingebryst, løg, mayonnaise, røde bønner, avokado, jalapënos,

Fyldet var et af forslagene fra samme opskriftbog, men jeg ændrede lidt ved paneringen af kyllingen, eftersom jeg ikke havde panko-rasp, som opskriften foreslår.

Til to personer skal du bruge:
2 kyllingebryster – gerne banket flade
1 æg
paneringsmel
små brødkrummer (tag et tørt brød og riv det på et groft rivejern)
rapsolie

… samt:
– sød fransk sennep
– mayonnaise – Hellmann’s kan anbefales
– tynde løgringe
– røde bønner (kogte)
– avokado i skiver
– jalapenos

Vend kyllingebrysterne i pisket æg og derefter i paneringsmel. Vend atter kyllingebrysterne i æggemassen og derefter i brødkrummerne. Er kyllingebrystet ikke 100% dækket af brødkrummer, kan du give det en ekstra tur i paneringsmelet.

Hæld rapsolie i pande, så olien er 2-3 cm dyb og varm olien op. Test olien om den er klar ved at stikke enden af en tændstik (den uden svovl!) ned i olien. Bobler det omkring tændstikken, er olien klar. Læg forsigtigt kyllingebrysterne i olien og steg dem, indtil de er mørkegyldne på begge sider. Tag dem af panden og tjek, om de er gennemstegte. Er de stadig røde i midten, kan du give dem lidt ekstra tid i ovnen ved 200 grader.

Flæk to teleras og smør dem med smør. Læg dem på en anden pande med smørsiden nedad og steg dem, indtil de er gyldne. Smør bunden af hver teleras med sød sennep og mayonnaise og fordel derefter et gavmildt lag røde bønner ud over det. Læg løgringe oven på bønnerne og derefter et paneret kyllingebryst. Top kyllingebrystet med røde jalapenos og avokado, inden du lægger toppen af din teleras på.

Skal spises med fingrene og i godt selskab – gerne med en kold mexicansk øl i glasset.

mexicansk øl

Mexicansk chiligryde

mexicansk, chiligryde, røde bønner, tomater, løg, hvidløg, mørk chokolade, peberfrugt

I går fik vi en god omgang chili! Jeg lavede noget simpel mexicansk mad den anden dag, så pt. har vi en pakke tortillas, vi er i gang med, og så var det jo passende at lave en hidsig omgang chiligryde, som kunne varme lidt samtidig – altid godt med billig varme og lavere varmeregning! Jeg havde købt nogle små vrede chilier fra Thailand (tror de hed chili jang) hos grønthandleren, og de er noget stærkere end de røde chilier, som du ofte finder på tilbud i supermarkederne.

Mexicansk chiligryde
3-4 personer

2 mindre løg, hakkede
3 fed hvidløg skåret i mindre stykker
lidt smør
1 dåse tomater
1 dåse røde bønner
4 små vrede chilier
15 g hakket mørk chokolade
salt
½ grøn peberfrugt skåret i små tern

Løg og hvidløg svitses i en gryde med smør, tomater og røde bønner tilsættes. De små chilier hakkes i mindre stykker og puttes direkte i gryden – eller i en tesi/tefilter, hvis du ikke vil risikere chilismagseksplosioner i munden, når du spiser retten. Lad retten stå og småsimre en times tid, inden du tilsætter chokoladen. Lad den stå i yderligere et kvarter, inden du tilsætter peberfrugten og smager til med salt. Derefter simrer retten i 10-15 minutter, inden den serveres sammen med tortillas, revet ost og creme fraiche.

Note: Jeg hakkede chilierne og puttede i, hvilken gemalen var ret tilfreds med, da de bed godt fra sig. Jeg måtte dog gispe efter vejret, da jeg fik et stykke med i sidste bid, men jeg kan heller ikke tåle lige så stærk mad som ham. Men ellers er det en dejlig fyldig ret, hvor smagen er så tung og mættende, at du dårligt bemærker, at der ikke er kød i. Chokoladen gør virkelig underværker for dybden af smagen, og chilien luner godt!

Efter aftensmaden tog jeg til Fortælleslam sammen med en god ven – men det kan du læse mere om på bogbloggen.