Eiskonfekt – iskonfekt

eiskonfekt, iskonfekt, lys chokolade, chokolade, kokosolie, jul, konfektNu snupper vi en rigtig juleklassiker fra min barndom – nemlig iskonfekt, eller retter eiskonfekt som det rettelig hedder. Du har helt sikkert smagt dem – små kvadratiske stykker fed lys ‘chokolade’, der smelter på tungen og smager sødt og godt. Det var det eneste lyse ‘chokolade’, jeg kunne lide som barn – ellers var jeg faktisk mest til mørk chokolade. Men iskonfekt var helt klart mit svage punkt ved juletid, og jeg indrømmer da gerne, at jeg flere gange har købt det som teenager (og øh… som voksen). Det er flere år siden, jeg sidst har spist – måske fordi jeg ikke helt stoler på, at det indeholder lødige ingredienser – så jeg blev glad, da jeg på et tidspunkt faldt over en opskrift på eiskonfekt hos Madbanditten. Det var en LCHF-venlig udgave med mørk chokolade og kokosolie. Jeg valgte dog at lave min eiskonfekt med lys chokolade for at komme tættere på originalen, og så brugte jeg mindre kokosolie.

Iskonfekt – eiskonfekt
ca. 20 stykker

150 g god lys chokolade – jeg brugte en på 40% fra Valrhona
50 g kokosolie uden smag
evt. et lille drys salt

Finthak chokoladen og smelt den over vandbad eller i mikroovn. Når den er næsten smeltet, tilsætter du kokosolien samt evt. lidt salt. Rør godt rundt og fordel chokolademassen i små forme. Stil din eiskonfekt i køleskabet i en time eller to, så den stivner, og opbevar den på køl, inden den skal spises.

Note: Denne udgave af eiskonfekt er knapt så sød som den udgave, jeg spiste som barn, men det passer mig rigtig godt, for supermarkedsudgaven kan godt blive lidt vammel. Hvis du ønsker en rigtig sød version, bruger du selvfølgelig blot en rigtig sød chokolade. Sørg i det hele taget for at bruge en lys chokolade, du godt kan lide, for det er den smag, du vil få i din eiskonfekt – evt. twistet med lidt salt, hvis du har mod på det. Saltet kan dog sagtens udelades, hvis du vil have ren chokoladesmag.

eiskonfekt, iskonfekt, lys chokolade, chokolade, kokosolie, jul, konfekt

Bountytærte – LCHF-venlig

bountytærte, tærte, desserttærte, dessert, kage, bounty, kokosmel, dadler, chokolade, mandler, kokosolie, flødeI sidste uge spurgte gemalen, om ikke jeg havde lyst til at bage en kage, han kunne tage med på arbejde. Det ville jeg gerne, men glemte alt om det, og pludselig var kl 21! Det var lidt sent at gå i gang med bagningen, men hvem siger også, at en kage skal være bagt? Denne saftige Bountytærte kan du sagtens lave uden at tage ovnen i brug, og så er den tilmed LCHF-venlig, hvis du bruger mørk chokolade, når du rører din Bountytærte sammen. Snedigt.

Jeg fandt inspiration hos Fru Kofoeds Køkken, men ændrede på flere af målene. Jeg har skåret lidt ekstra ned for flødemængden i nedenstående opskrift på Bountytærte, da jeg syntes, at chokoladeganachen blev lige lovlig blød, men ellers er den, som jeg lavede den.

Bountytærte
ca. 8 personer

100 g mandler
50 g kokosmel
100 g bløde dadler
1 spsk kokosolie

Chokoladeganache:
200 g god chokolade*
3 dl fløde
50 g kokosmel
lidt salt

Pynt: Ristede kokosflager

*jeg brugte en lys chokolade fra Valrhona, men skal du lave en LCHF-version, så skal du bruge en mørk chokolade på min. 70%

Hak chokoladen og hæld den i en skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet, og hæld den over chokoladen. Lad den hvile et par minutter, inden du rører det grundigt sammen og tilsætter en smule salt. Dæk overfladen af chokolademassen med husholdningsfilm og stil den i køleskabet i to timer.

Hæld mandlerne i en blender og blend dem grundigt, så de forvandler sig til mandelmel. Tilsæt kokosmel, dadler og kokosolie og blend det til en ensartet masse. Har du ikke kokosolie, kan du evt. tilsætte en spsk smagsneutral olie såsom vindruekerneolie. Fordel nøddemassen i en smurt springform på ca. 24 cm i diameter og pres den godt sammen. Det er lettest at bruge hænderne til at fordele og presse nøddemassen.

Tag chokoladeganachen ud af køleskabet og rør kokosmel og salt i. Fordel ganachen ud over nøddebunden. Sæt kagen i køleskabet natten over – eller minimum 4-5 timer.

Note: Denne Bountytærte er let at lave, så hvis du blot har tid til, at ganachen kan trække om aftenen, så er den let at tilberede en hverdagsaften og derefter sætte i køleskab, så den er klar til næste dag. Bountytærte er en ret mættende desserttærte, så den kan muligvis godt strække sig til 10 personer. Jeg spiste ikke selv noget af den (men nippede til en rest ganache – mm!), men fik bagefter at vide, at den var faldet i god jord, så det kan være, jeg skal lave en ekstra portion på et tidspunkt, så jeg selv kan få et stykke – jeg elsker nemlig kombinationen af chokolade og kokos 🙂

Avokadosuppe

avokadosuppe, grøntsagssuppe, suppe, vegetar, avokado, løg, hvidløg, hvedemel, bouillon, grøntsagsbouillon, havremælk, citroner, kokosolieSidste weekend havde jeg besøg af en flok venner – herunder også Vegetarvennen – så vi fik selvfølgelig et par vegetarretter til frokost. Udover jordbærsalaten med koriander og kokos spiste vi også denne avokadosuppe, som jeg fandt inspirationen til hos La Cucina Nada. Jeg udskiftede dog nogle af ingredienserne (så det blev til en vegetarsuppe) samt skruede yderligere op for flere af smagsgiverne, og resultatet blev denne dejlige sommersuppe, som tilmed fint ros fra den mest suppeskeptiske i gruppen 🙂

Avokadosuppe
let frokostret for 4-5 personer

3 avokadoer
2 løg
2 fed hvidløg
1 spsk hvedemel
8 dl grøntsagsbouillon
saften af en ½ citron
salt og peber
2½ dl havremælk
kokosolie

græskarskud eller ærteskud til pynt

Skær løgene i små tern og steg dem sammen med de pressede hvidløgsfed i lidt kokosolie i et par minutter ved mediumvarme. Pas pas, at løgene ikke bliver brune. Tilsæt melet og rør grundigt, inden du rører bouillonen i. Bring det i kog og lad det simre et par minutter. Skær avocadoerne i tern og hæld dem ned i suppen. Rør citronsaften i og lad det simre videre i ca. 10 minutter. Tag gryden af varmen og blend indholdet – gerne med en stavblender, da det er lettest – inden du stiller gryden tilbage på komfuret. Rør havremælken i. Varm din avokadosuppe op og tilsæt eventuelt lidt vand, hvis du synes, at suppen er for tyk, og smag til med salt og peber samt evt. mere citronsaft.

Avokadosuppe kan serveres kold eller varm med lidt friske spirer eller skud oven på samt med en skive friskbagt brød.

Note: Avokadosuppe er en smuk og cremet suppe, som har et fint touch af avokado i smagen. Jeg havde egentlig planer om at servere min avokadosuppe kold, men det endte med en lun udgave, og det kom jeg ikke til at fortryde – det passede fint som frokostret på en varm sommerdag.

Jordbærsalat med koriander og kokos

jordbærsalat, salat, jordbær, spidskål, kålsalat, kokos, squash, koriander, kokosolie, honning, blomsterhonning, limeJordbærsæsonen er ved at være ovre, så de seneste dage har vi indtaget ekstra mange jordbær for liiiige at få de sidste med. I lørdags sneg jeg for eksempel jordbær ind i madlavningen, da jeg lavede denne jordbærsalat til mine gæster. Det var også en god undskyldning for at servere en dejlig rosévin, som jeg forelskede mig i under et besøg hos min lokale vinpusher for et par måneder siden.

Jordbærsalat med koriander og kokos
4-5 personer

et lille spidskål
3 spsk kokosolie
2 håndfulde søde danske jordbær
½ squash – gerne en gul
½ potte frisk koriander
blomsterhonning
evt. limesaft
ristede kokosflager

Snit spidskålen i meget fine strimler og hæld dem i en skål. Tilsæt kokosolie og kram kålen godt. Skær squashen i små fine tern og hak korianderen. Vend begge dele i salaten. Skær jordbærrene i kvarte og vend dem forsigtigt i salaten. Dryp honning over din jordbærsalat og smag til med limesaft, hvis du synes, det bliver for sødt. Drys kokosflager ud over salaten og servér den med det samme.

Note: En frisk og sommerlig jordbærsalat med sødme fra jordbær og honning og et dejligt pift af koriander. Jeg kan anbefale nedenstående rosévin til – den smagte af sol og sommer – og så matchede farven tilmed også!

rosévin, vin