Sønderjysk rugbrødslagkage
Jeg er absolut ikke færdig med Sønderjylland i forbindelse med mit egnsret-benspænd, for jeg kom søreme til at lave denne dejlige rugbrødslagkage tidligere på måneden! En rigtig saftig og dejlig lagkage fyldt med syltetøj og flødeskum.
Jeg har set en del forskellige opskrifter på rugbrødslagkage men har ikke fulgt en bestemt. Traditionelt set skal der bruges solbærsyltetøj i en rugbrødslagkage, men jeg tillod mig at bruge brombærmarmelade, for jeg var løbet tør for både solbærsyltetøj og solbær, og det nærmeste supermarked havde ingen af delene.
Rugbrødslagkage
ca. 10 personer
Lagkagebunde:
5 æg
150 g mørkt rugbrød, revet eller finthakket
150 g mørk farin
2 spsk kakaopulver
1 spsk hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g hasselnødder, finthakket
et lille knips salt
smør til formen
Fyld:
3½ dl fløde
1 tsk vaniljepulver
solbærsyltetøj eller brombærsyltetøj
ca. 75 g mørk chokolade, hakket
evt. friske bær
Del æggene i hvider og blommer, så æggehviderne er i én skål og æggeblommerne i en anden. Pisk æggeblommerne med mørk farin, indtil det bliver luftigt og skummende. Pisk derefter rugbrødskrummer, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, salt samt hakkede nødder i. Pisk æggehviderne stive og vend dem med nænsom hånd i kagedejen. Tag en springform på ca. 24 cm i diameter og smør den grundigt i siderne (vil du lave en rugbrødslagkage med tre lag, skal du i stedet bruge en springform på 20 cm i diameter). Klip et stykke bagepapir til og læg det i bunden af formen. Hæld dejen i formen og bag den i ovnen ved 180 grader i 35-45 minutter. Stik i kagen med en tynd træpind for at tjekke, om den har fået nok. Hvis der ikke hænger kagedej ved, når du trækker pinden ud, er den færdigbagt. Tag springformen ud af ovnen og lad den køle lidt af, inden du fjerner springformens ring. Stil derefter den bagte lagkagebund på køl i et par timer, så den kan samle sig. Det gør den lettere at skære ud.
Nu er det tid til at samle din rugbrødslagkage. Flæk lagkagebunden vandret, så du får to lige store lagkagebunde. Læg den ene på et lagkagefad og smør en gavmild mængde syltetøj ud over. Pisk fløden til skum sammen med vanilje og fordel halvdelen ud over bunden. Læg den anden lagkagebund oven på. Du kan evt. smøre mere syltetøj på, men du kan også gøre som jeg og holde dig til at fordele resten af flødeskummet ud over den. Drys godt med hakket chokolade over og pynt gerne med nogle bær. Jeg brugte friske hindbær fra haven.
Servér din rugbrødslagkage med det samme, eller – hvis du er i god tid – dagen efter, hvor den smager endnu mere fantastisk.
Note: Jeg er ikke så meget til klassiske lagkage, men denne sønderjyske rugbrødslagkage vandt mit hjerte. En saftig og lækker lagkage, der både har dybde i smagen, der holdes i skak af flødeskummet, så kagen ikke bliver for kraftig. Jeg serverede min rugbrødslagkage samme dag, jeg havde lagt den sammen, men da der var rester, fik jeg også mulighed for at smage den dagen efter, og der er den endnu bedre! Mit råd er derfor, at du sørger for at lægge din rugbrødslagkage sammen dagen inden, du vil servere den.
Sådan ser bunden ud, når den er færdigbagt.
Nøøøj den ser god ud. Det må være weekendens bageprojekt!
Mange tak – og god fornøjelse 🙂
Den ser virkelig lækker ud din rugbrødslagkage 🙂
Gode ingredienser, den må prøves.
Tak for et skønt inspirations tip og en god aften 🙂
Tusind tak! Jeg var også behageligt overrasket – dejlig lagkageversion 🙂
Hvad er forskellen på første- og andendagen; vådere bunde? Bedre smagsafgivning fra bund til fyld/omvendt?
Sidstnævnte – de forskellige elementer i kagen går bare op i en højere enhed på andendagen 🙂
Lækkert! Jeg har det en smule anstrengt med andendagslagkage, når det betyder, at bundene blir for våde. Men så tør jeg godt!
Det kender jeg godt! Denne her bliver lidt mere fugtig, men ikke sjasket. Det afhænger selvfølgelig også af, at man ikke bruger meget flydende syltetøj, så jeg anbefaler en mere ‘kompakt’ med masser af bær 🙂