Restaurant Sala de João Sá

På vores tredje aften i Lissabon spiste vi på restauranten Sala de João Sá – en mindre etstjernet Michelin-restaurant, som både så spændende ud og havde et meget fornuftigt prisleje (sammenlignet med priserne herhjemme).

Man kan vælge en seks retters menu til 120 euro eller en ni retters menu til 150 euro, og vi havde besluttet os for at skeje lidt ud denne aften, så vi snuppede den store. Der hørte en vinmenu på syv glas til, der kostede 90 euro, og den snuppede jeg også (glas plejer i øvrigt sjældent at være helt så store, når det gælder vinmenuer på gourmetrestauranter, så det virkede ikke så overskueligt).

Mens vi ventede på den lille vifte af appetizers, så fik vi et lille glas lun bouillon, som var inspireret af en portugisisk grøntsagssuppe. En fin lille forfriskning inden de mange retter.

Der kom nu tre snacks på bordet – og første billede blev lidt rystet, beklager. De fine hjertemuslinger var røget og kombineret med lidt kaviar.

Den næste var den fineste lille reje, hvor selve skallerne bestod af tørret reje, der var knust til mel og bagt som rejekiks og derefter lagt sammen om en friskpillet reje! Meget nysselig anretning 🙂

Den tredje og sidste snack var kyllingeburger, hvor ‘burgerbollen’ var lavet af stegt kyllingeskind og lagt sammen om kyllingekød i en letkrydret sauce. Også en sjov hapser.

Der var dog liiige en ret mere, vi skulle have, inden vi nåede til selve menuen, og det var denne lille servering med risotto lavet på couscous med koriander, meget tyndskåret knivmusling samt tang. En lille mild og forsigtig sag.

Det kunne man til gengæld ikke sige om den første forret, som bestod af en rulle med edderkoppekrabbe, goan curry samt harissa og naturligvis pyntet med lakserogn, små urter og en fed kryddermayo. En rigtig lækker og smuk forret.

Vi holdt os til de orange toner, for næste ret var hummer omgivet af skum lavet på blandt andet hummerbisque og med noter af kastanje og karamel samt pyntet med bronzefennikel. Skøn ret med tilpas fedme uden at det kammede over.

Det orange tema fortsat såmænd også i den næste ret, hvor muslinger var kombineret med små stykker syltede grøntsager og krydret med blandt andet koriander og hvidløg. En ret med mange elementer, man kunne gå på opdagelse i, men som komplimenterede hinanden godt.

Nu skulle vi i en helt anden retning med en panggrøn ‘risotto’ lavet på grønne asparges, en lokal fisk (fra vragfiskefamilien) samt muslinger. Retten var inspireret af den portugisiske fiskestuvning Caldeirada. Det var en virkelig flot og indbydende servering, men jeg var ikke så vild med konsistensen, der blev lidt for blød og usammenhængende til min smag.

Vi fortsatte i fisketemaet med et stykke ål, der gemte sig under en fed gylden creme og pyntet med striber af sort hvidløgscreme samt tallerkensmækker. En lækker og fyldig ret, hvor jeg desværre fik et stykke tallerkensmækker i sidste mundfuld, så jeg sluttede af med en bitter smag.

Allersidste salte ret – og nok aftenens hovedret – var denne meget smukke servering med blæksprutte og ris, der var pyntet med små buketter af tang. Det er en ret mættende ret, da blæksprutte er smækfyldt med proteiner, men den smagte virkelig nuanceret og godt.

Nu kom der en lille pause, inden den første af de to desserter kom på banen. Og her foldede køkkenet sig virkelig ud, for det var to ret usædvanlige serveringer. Den første var lavet på kalabas og lå på en creme med basilikum og lime. En ret frisk og ikke særlig sød servering, men aldeles smuk og dejlig. Meget fint fundet på.

Den anden dessert var mindst lige så usædvanlig, for her var der stegt brioche med gulerodsis og en mild creme med timian. Den havde dog også lidt sødme, men igen en dessert, som ikke svømmede over i sukker og fedme. Det var jeg godt tilfreds med.

Vi fravalgte kaffe og te men skulle ikke snydes for petit fours, hvor vi fik tre forskellige, der blev præsenteret på keramikkunst. Et rigtigt fint punktum for en dejlig aften hos Sala de João Sá.

Det blev som sagt en vinmenu på syv glas denne aften, og vi var positivt overraskede over, at alle vine var portugisiske. Det mest positive var dog stedets sommelier, som – selvom hun var ret introvert – gjorde et fantastisk job med både at sætte mad og vin sammen samt fortælle passioneret om de enkelte vine. Stor ros for det.

Servicen var fin (men kunne selvfølgelig ikke måle sig med den overvældende oplevelse hos Boubou’s), selvom den dog haltede lidt ved ankomsten. Det fik tjenerne dog indhentet i løbet af aftenen.

Maden var fantastisk. Det er muligt, at jeg ikke får smidt nok komplimenter efter de enkelte retter herover, men vi var ret begejstrede for stort set alle retter – og især med de velvalgte vine til.

Jeg ender derfor med fem stjerner med pil op til Sala de João Sá i Lissabon.