Portvinsmarineret fasan med hindbærsauce og spidskålssalat med mandler og hindbær

portvinsmarineret, fasan, vildtkød, hindbærsauce, hindbær, majsstivelse, rørsukker, portvin, spidskålHar du prøvet portvinsmarineret fasan? Mine svigerforældre donerede nogle fasanbryster og fasanlår den anden dag og spurgte, om ikke kunne være interessant at grille. Det kunne det, men fasankød er ret magert, så det bliver let tørt – noget jeg lærte, første gang jeg prøvede at stege fasan for mange år siden. I stedet besluttede jeg mig for at eksperimentere med portvinsmarineret fasan, for så kunne det jo være, at det blev mere mørt. Jeg puttede kødet i en stegepose i ovnen, så saft og kraft så vidt muligt blev i kødet. Vi undgik ikke helt, at kødet stadig var lidt tørt – men så havde jeg heldigvis lavet en varm hindbærsauce til, som klædte fasanen godt.

Portvinsmarineret fasan
4-5 personerportvinsmarineret, fasan, vildtkød, vildt, rørsukker

4 fasanbryster og 4 fasanlår
2 dl sød portvin
saften og skallen fra en økocitron
½-1 dl rørsukker
1 spsk salt

Fasanstykkerne puttes i en frostpose og resten af ingredienserne hældes i. Luk posen og ælt den godt, inden den lægges i køleskabet til næste eftermiddag. Læg fasan og marinade i en stegepose (husk at stikke et par huller, så posen ikke eksploderer i ovnen), og steg fasanen ved 175 grader i tre kvarter.

Note: Kødet blev som sagt stadig lidt tørt, og jeg ved ikke, om det helt kan undgås – måske med en lidt kortere stegetid eller lidt lavere temperatur? Normalt steger jeg fasan i en gryde sammen med en masse gode sager, men der bliver det i højere grad en sammenkogt ret, og den bliver derfor ikke tør. Til gengæld har en portvinsmarineret fasan en spændende sødlig smag med tydelig citrontoner, og det gjorde fasanen frisk og sommerlig.

Hindbærsauce
4 personer

200 g hindbær
½ dl vand
ca. 8 friske salvieblade
rørsukker
2 tsk majsstivelse

Hindbær og vand hældes i en gryde og koger op. Tilsæt salvieblade og smag langsomt til med rørsukker. Saucen skal være sød uden at være dessertagtig. Rør majsstivelsen godt ud, så saucen tykner lidt, og servér varm.

Note: Salvien gav smagen lidt kant og fik saucen til at passe endnu bedre til fasanen.

Spidskålssalat med mandler og hindbær
4-5 personer

½ spidskål
2-3 spsk hindbæreddike
2 spsk god olivenolie
1 håndfuld mandler
lidt rød havemælde
friske hindbær

Fjern stokken fra spidskålen og snit resten meget, meget fint. Kram kålen godt og tilsæt hindbæreddike og olie, mens du fortsætter med at gramse godt på kålen. Efter kort tid bliver den blød og falder lidt sammen. Hak mandlerne groft og bland dem i salaten sammen med rød havemælde (hvis du har) og friske hindbær.

Note: Frisk, sprød og lettere sød salat. Jeg havde oprindeligt tænkt mig at bruge hasselnødder, men dem havde vi ikke flere af, og mandlerne gjorde nu også et meget godt indtryk i salaten.

Melonkugler i vaniljesirup
4 personer

1 netmelon
vaniljesirup – jeg brugte den fra abrikoserne
friske basilikumblade

Fjern kernerne fra netmelonen og brug et melonjern til at forme kugler, som du fordeler i portionsskåle. Hæld vaniljesirup over og pynt med friske basilikumblade.

Note: Desserten var meget let at lave, og jeg fik samtidig brugt den sidste vaniljesirup. Desserten er frisk og sommerlig og i øvrigt ikke så tung og fedende som mange andre desserter. Vil også egne sig godt efter en grillmiddag .



17 thoughts on “Portvinsmarineret fasan med hindbærsauce og spidskålssalat med mandler og hindbær”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *