Pistaciekringle

Pistaciekringle

Da gemalen havde fødselsdag for et par uger siden, bad han om en pistaciekringle, da jeg spurgte, hvad jeg skulle bage til om eftermiddagen. Det havde jeg ikke prøvet at lave før, så jeg skelede til en opskrift hos Newyorkerbyheart. Jeg justerede dog lidt på ingredienserne til dejen samt lavede min egen pistaciemasse, for det kan være svært at skaffe i butikkerne på denne årstid.

Pistaciekringle

7-8 personer

25 g gær
2 dl mælk
½ tsk bagepulver
50 g rørsukker
50 g koldt smør, skåret i små tern
ca. 4 dl hvedemel

Pistaciefyld:
120 g marcipan, revet
100 g usaltede pistaciekerner, blendet fint
evt. en spsk sirup
evt. lidt grøn konditorifarve

Pynt:
1 æg, pisket
hakkede pistaciekerner eller grønt sukker

Opvarm mælken i en lille kasserolle, indtil den er håndvarm. Tag kasserollen af komfuret og hæld mælken over i en stor skål. Rør gæren ud i mælken og rør derefter sukkeret i. Tilsæt bagepulver og derefter melet lidt efter lidt, indtil dejen samler sig. Vend dejen ud på et meldrysset køkkenbord, kom det kolde smør i og ælt videre. Tilsæt mel undervejs – dejen skal blive smidig, blød og let at arbejde med. Vip dejen tilbage i skålen og lad den hæve til dobbeltstørelse under et fugtigt viskestykke.

Vip atter dejen ud på et meldrysset køkkenbord og rul den ud, så den bliver til en aflang firkant. Rør marcipan og pistaciekerner godt sammen – evt. med lidt sirup. Hvis du ikke synes, at pistaciemassen er grøn nok, tilføjer du blot lidt konditorfarve. Fordel pistaciemassen ud på den aflange dej. Rul dejen sammen på den lange led og luk enderne til. Læg dejen på en bagepapirbeklædt bageplade og skær eller klip i dejen (halvt igennem), så du bagefter kan folde hver del skiftevis til den ene eller anden side.

Tænd for ovnen og sæt den til 200 grader. Mens ovnen varmer op, pensler du din pistaciekringle med æg og drysser pynt på. Bag din pistaciekringle i ca. 15 minutter, indtil den er gylden. Spis den, mens den er friskbagt – som så mange andre kager, hvor dejen indeholder smør, taber den smag efter 1-2 dage.

Note: Pistaciekringle er et fint alternativ til den traditionelle kringle. Den får en flot grøn farve og en mild smag af pistacie og var en favorit hos ungerne.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *