Påskereder
Tidligere på ugen afrundede jeg glimmer og pynt-benspændet med disse påskereder. Det er naturligvis småkager pyntet som små fuglereder med slikæg, som kan nydes i påskedagene.
Det er vigtigt, at du bruger en småkagedej, der holder formen, når du bager. Du kan for eksempel bruge småkagedejen fra disse edderkoppe-småkager (evt. undlade chokolade for at gøre dem lysere) eller disse saftige cookies, hvor du ælter 1 dl finthakkede mandler i dejen. Jeg eksperimenterede selv med nøddesmåkager, men den dej er blødere og derfor sværere at arbejde med, så jeg anbefaler hellere de to første.
Når du skal bage dine påskereder, tager du den kolde dej ud af køleskabet og former små reder, som du sætter på en bagepapirbeklædt bageplade. Bag dem så længe, som opskriften anbefaler (hold øje – måske skal de have lidt længere tid, fordi småkagerne er formet anderledes).
Lad dem køle helt af, inden du smelter lidt chokolade og smører i bunden af hver rede, inden du placerer nogle slikæg. Smagsmæssigt synes jeg, at små chokoladeæg er bedst, men de er svære at finde i meget små størrelser, så andre typer slikæg kan også bruges. Du kan også overveje at lave ‘fyld’ til rederne ved at farve noget fondant lysebrunt og lave meget tynde strimler af det, som du putter i rederne. Så ligner det, at der er små strå.