Lam i dild
Lam i dild er en klassiker fra det danske køkken, og den passer fint ind i månedens 60’er-benspænd. Jeg så en opskrift på retten i kogebogen ‘Husmoderens køkken i 50’erne og 60’erne’, og igen blev jeg lidt overrasket over mængden af kød. Nu er lammekød oven i købet blevet ret dyrt, så hvad gør man så?
Man laver en moderne version, hvor man skærer ned på kødmængden, tilføjer gulerødder – og i øvrigt også skærer lidt i flødemængden. Tro mig – det fungerer aldeles glimrende, og du sparer både penge og kalorier på sidebenene.
Jeg testede naturligvis retten på vores lørdagsgæster, og de var godt tilfredse.
Lam i dild
4 personer
400-600 g lammekød, skåret i mundrette stykker
400 g gulerødder, skrællede og skåret i tykke skiver
1 mellemstort løg, skåret i tynde både
Smør til stegning
2 laurbærblade
Lidt knust peber
2-3 dl vand
½ bundt dild, hakket
Samme mængde bredbladet persille, hakket
1 spsk hvedemel
1½-2 dl fløde
Salt
Smelt en klat smør i en gryde og brun kødet på alle sider. Rør løgene i og lad det simre et minuts tid, inden du tilsætter gulerødder, laurbærblade, peber og vand. Læg låg på og lad det simre en times tid ved lav varme.
Rør hvedemelet ud i en lille skål sammen med lidt af fløden, så det bliver jævnt og flydende. Hæld blandingen i gryden sammen med resten af fløden samt persille og dild. Varm retten godt igennem og smag til med salt, inden du pynter den med lidt dild.
Lam i dild serveres sammen med kartofler og evt. kogte grønne bønner.
Note: Det er en dejlig ret, hvor krydderurterne giver masser af smag, og fløden giver en cremet sauce. Helt sikkert en ret, du kan forkæle dine gæster med. Du kan eventuelt vælge at supplere retten med en fintsnittet kålsalat, hvis du vil have ekstra grøntsager.