Hvid chokolademousse med appelsin

Hvid chokolademousse med appelsin

Denne dessert serverede jeg i forlængelse af middagen i lørdags, hvor gemalen og jeg nød lam med rodfrugter til hovedret. Den blev serveret sammen med et glas Villa Puccini Santo Vino fra Tastersbox-kassen, som jeg også har beskrevet i hovedretsindlægget. Opskriften på hvid chokolademousse minder en del om den, Tastersbox selv foreslog – dog skar jeg en smule ned på chokolade og fløde samt tilsatte appelsin.

Hvid chokolademousse med appelsin

2 personer

70 g god chokolade – jeg foreslår Opalys eller Ivoire fra Valrhona
2 æggeblommer
½ tsk vaniljepulver
25 g rørsukker
1 dl fløde
revet skal fra ½ øko-appelsin

lidt hakkede brændte mandler (uden kanel)

Hak chokoladen og smelt den over et vandbad eller ved at zappe den ved lav effekt i en mikroovn. Pisk æggeblommerne luftige sammen med sukkeret og vaniljen. Pisk fløden til en let og blød flødeskum. Rør æggeblommerne sammen med chokoladen og revet appelsinskal. Vend forsigtigt flødeskummet i chokoladen. Fordel hvid chokolademousse i to dessertglas og stil dem på køl i minimum 4 timer.

Drys lidt hakkede brændte mandler over lige inden servering.

Note: Dette er uden tvivl en dejlig hvid chokolademousse! Især konsistensen er utrolig lækker, og jeg kunne godt lide, at den havde en fin og tydelig smag af appelsin samt lidt knas i form af de brændte mandler.

Jeg syntes til gengæld ikke, at dessertvinen passede til hvid chokolademousse – først og fremmest fordi de brændte mandler kræver ret meget modspil i vinen, og her var dessertvinen ganske enkelt ikke sød nok! (det er nok første gang, jeg har skrevet det om en dessertvin). Det er sjældent, jeg savner sødme i dessertvin – tværtimod kan dessertvine godt blive for søde til mig – men her måtte der gerne have været mere smæk for skillingen, når nu forslaget til dessert var en hvid chokolademousse med brændte mandler.



6 thoughts on “Hvid chokolademousse med appelsin”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *