Honningbrød
Dette honningbrød hører selvfølgelig til i mit vikingemad-benspænd, men jeg har taget mig et par små friheder, da jeg lavede det. Dejen er nemlig lavet på surdej, og der er lidt tvivl om, hvorvidt vikingerne har brugt surdej eller ej i deres brød. Men hvis de har brugt hævemiddel, så har det sandsynligvis været surdej, så det måtte jeg også lave.
Surdej kan du lave på flere måder – for eksempel ved at røre en eller flere typer hvedemel med vand. Jeg skulle bruge surdejen efter to dage, så jeg havde ikke så meget tid, som de to andre metoder godt kan kræve, så jeg brugte min sædvanlige metode, hvor jeg rører kærnemælk med hvedemel og et lille knips gær, inden jeg lader det stå fremme på køkkenbordet et døgns tid. Derefter rører jeg hvedemel i det af flere omgange, indtil der er godt gang i surdejen, hvor den laver luftbobler.
Honningbrød
2 dl surdej
3 dl håndvarmt vand
3 spsk honning med top
2 dl grovvalsede havregryn
4 dl grahamsmel
2 dl fuldkornshvedemel
½ spsk salt
Rør surdej, vand og honning sammen. Rør derefter havregryn i sammen med saltet. Tilsæt grahamsmel, rør godt og rør/ælt til sidst hvedemel i, indtil dejen er blød og smidig. Læg dejen i en skål tildækket med et fugtigt klæde og lad den hæve i et par timer, indtil dejen er ca. dobbelt så stor. Når dejen er klar, vipper du den over i et stort støbejernsfad eller lignende, du kan stille på grillen. Varm gerne støbejernsfadet op inden, så det ikke er koldt, når du stiller det på grillen. Luk grillen og lad dit honningbrød bage, indtil det har en sprød overflade og lyder hult, når du banker forsigtigt på det. Det vil nok tage 30-40 minutter på grill afhængig af, hvor varm den er.
Spis dit honningbrød med smør på – og gerne til en vikingegryde eller perlebygsuppe.
Det ser lækkert ud – du har helt ret. Ifølge http://www.historienet.dk, brugte vikingerne surdej.
God søndag
Charlotte
Mange tak – og ja, det mente jeg også, men jeg har læst lidt forskellige udmeldinger. Det ville dog give god mening 🙂