Glutenfri cookies med peanuts
Sidste weekend bagte jeg glutenfri cookies, som gemalen ville tage med på arbejde. Når jeg bager glutenfri kager, er det næsten altid en chokolade-kastanjekage, men denne gang skulle jeg prøve noget nyt!
Jeg så en opskrift på Valsemøllens hjemmeside, som jeg tog udgangspunkt i. Jeg brugte dog majsmel i stedet, ligesom jeg skruede lidt ned for sukkeret og op for kakaopulveret.
Glutenfri cookies med peanuts
20-24 stk.
100 g blødt smør
1½ dl flormelis
½ dl rørsukker
1 æg
2 dl majsmel
1 dl kakaopulver
1 tsk bagepulver
1½ dl saltede peanuts, grofthakkede
50 g mørk chokolade, grofthakket
Pisk smørret med flormelis og sukker, indtil det bliver en let og cremet masse. Pisk ægget i og tilsæt så majsmel, kakaopulver samt bagepulver. Pisk det grundigt sammen. Rør til sidst chokolade og peanuts i.
Læg bagepapir på to bageplader og form små klatter (mindre end en valnød hver), som du fordeler på de to plader. Sørg for at sætte dejklatterne langt fra hinanden, da de flyder en del ud.
Bag dine glutenfri cookies ved 200 grader i 8-10 minutter. Lad dem køle af, inden du putter dem i en lufttæt boks.
Note: Skønne glutenfri cookies med chokolade- og peanutssmag! De er sprøde og seje på samme tid, og så lægger man ikke mærke til, at der ikke indgår hvedemel. Kan anbefales!