Daal med spinat
Jeg har lavet daal med spinat, for en af fordelene ved den klassiske indiske ret er, at man kan variere den utrolig meget. Og den er nærmest ikke til at komme uden om, nu hvor jeg har indisk mad som tema.
Jeg har tidligere lavet en krydret dhal (ja, det er en ret, som folk staver lidt forskelligt), og den tog jeg også udgangspunkt i, da jeg lavede daal med spinat. Denne gang udelod jeg dog de flåede tomater og skar meget ned på kokosmælken – og så tilføjede jeg naturligvis spinat! Du kan sagtens bruge frisk spinat, men jeg brugte blot noget fra fryseren.
Daal med spinat
2 personer
olie til stegning
1 mediumstort løg, skåret i små tern
2 fed hvidløg, finthakkede
½ spsk spidskommen
½ spsk stødt koriander
½ spsk sød paprika
½ spsk garam masala
½ tsk gurkemeje
½ tsk chili
3 dl røde linser
3-3½ dl vand eller grøntsagsbouillon
½ dl kokosmælk
150-200 g frossen spinat
salt
Derudover:
frisk koriander
Hæld olie på en stor pande. Svits løg ved mediumvarme et minuts tid. Tilsæt hvidløg og rør det godt sammen. Tilsæt krydderierne og lidt mere olie og steg det et minuts tid. Skyl linserne og rør dem i krydderiblandingen. Tilsæt bouillon/vand, tomater samt kokosmælk. Lad det simre i ca. 10 minutter, indtil linserne er møre. Smag til med salt og pynt gerne med frisk koriander (hvis du kan lide det).
Daal med spinat kan spises, som den er, men du kan også kombinere den med andre indiske retter såsom naanbrød, tandoori-bomkål og brinjil.
Note: Daal er en meget taknemmelig ret at lave, og jeg kan (også) godt lide denne version. Du kan sagtens spise den som restemad de efterfølgende dage. Jeg lavede også et eksperiment, hvor jeg brugte den som fyld i en tortilla og tog den med som madpakke – og det fungerer også aldeles glimrende!