Citron-gnocchi med pesto, græskar og grønkål

Citron-gnocchi med pesto, græskar og grønkål

Jeg er godt i gang med mit nytårs-benspænd, og i den forbindelse lavede jeg i dag denne citron-gnocchi med pesto, græskar og grønkål. Hvem siger, at man nødvendigvis skal spise kød eller fisk den sidste dag på året?

Jeg tænkte, at det både skulle være en lækker og festlig vegetarret, og så kom jeg til at tænke på gnocchi, som jeg desværre ikke laver så tit. Jeg valgte at give dem et lille citronpift og derefter vende dem i hjemmelavet pesto, som jeg havde på lager i fryseren. Og her er det altså vigtigt, at du bruger en lækker hjemmelavet pesto og ikke de små billige glas i supermarkederne – de er ærlig talt ikke værd at bruge penge på.

Citron-gnocchi med pesto, græskar og grønkål

2 personer

500 g kartofler
fintrevet skal fra ½ øko-citron
1 æg
lidt salt
1 æg
ca. 2 dl hvedemel
+ ½ dl hvedemel

Derudover:
en kvart hokkaido-græskar, skåret i tynde skiver
lidt olivenolie
lidt salt
ca. 1 dl hjemmelavet pesto
2 grønkålsblade
nigellafrø

Kartoflerne koges møre i usaltet vand og pilles. De pillede kartofler moses grundigt med en gaffel og røres med æg, olie, citronskal og salt. Melet tilsættes lidt efter lidt, til du har en blød dej, der ikke klistrer så meget. Rul den til en lang pølse og skær den i 2 cm lange stykker. Hvis du ikke skal tilberede dem lige med det samme, kan du dække dem med husholdningsfilm og sætte dem i køleskabet, indtil du skal bruge dem.

Pensl dine græskarskiver med olie og drys salt på. Bag dem øverst i ovnen ved 220 grader i 10-15 minutter, indtil de er møre og begynder at tage farve.

Kog dine citron-gnocchi i letsaltet vand et par minutter, indtil de stiger op til overfladen, hvor du kan fiske dem op med en hulsi. Når de sidste er kogt, hakker du grønkålen og smider det i det kogende vand, så bladene får 30-60 sekunder i det kogende vand. Imens vender du dine gnocchi i pesto. Fisk grønkålen op op og vend det sammen med gnocchi.

Anret dine citron-gnocchi i to skåle, fordel lidt bagte græskarskiver over og drys til sidste med nigellafrø. Servér med det samme.

Note: Citron-gnocchi er en meget lækker og velsmagende ret, hvor de små dejkugler får et frisk citronpift, der går godt sammen med den hjemmelavede pesto, de søde græskarstykker og den lidt grove kål.



2 thoughts on “Citron-gnocchi med pesto, græskar og grønkål”

  • Hvor lyder det dog lækkert!!!
    Jeg kendte slet ikke gnocchi, men nu har jeg googlet og er blevet lidt klogere 🙂 Her forsøger vi at spise kødfrit et par dage om ugen.
    Det er sjovt, så meget der er anderledes nu inden for vores madkultur, end da jeg gik på husholdningsskole i tidernes morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *