Brød med valnødder

Brød med valnødder

Jeg var ret overrasket, da jeg ledte efter en opskrift på brød med valnødder på bloggen. Jeg har bagt et supersaftigt et for mange år siden, hvor der også var blåskimmelost og figner i, men jeg havde åbenbart ikke prøvet at bage et simpelt brød med valnødder. Men så er det jo godt, at jeg har brødbenspænd i denne måned, så jeg kan bruge det som undskyldning.

Jeg fandt en gammel opskrift fra Miss Muffin, som jeg arbejdede videre med. Jeg overvejede kort at tilføje flere nødder, men gjorde det ikke, og var meget godt. Brødet har nemlig en rigtig fin og tydelig valnøddesmag på ‘bare’ 50 g nødder, så jeg synes ikke, at det behøver mere.

Brød med valnødder

1 stk.

1 flaske mørk øl (33 cl), der har stuetemperatur
25 g gær
1 spsk mørk sirup
½ spsk salt
1 spsk rapsolie
50 g hakkede valnødder
2 dl havregryn – gerne grove
6½-7 dl lyst mel – jeg brugte en blanding af speltmel og manitou hvedemel

Hæld øllet i en stor skål og rør gæren ud i det. Rør sirup, salt, rapsolie og havregryn i. Lad grynene trække væde til sig i et par minutter, inden du tilsæt nødder og derefter halvdelen af melet. Rør det godt sammen, inden du tilsætter melet lidt efter lidt. Den lidt klistrede dej æltes i nogle minutter, inden du dækker skålen med et fugtigt viskestykke og lader dejen hæve til dobbelt størrelse (1-1½ time).

Gnid hænderne i lidt mel og vip dejen ud på en bagepapirbeklædt bageplade. Den skal ikke æltes. Form et brød af dejen. Varm ovnen op til 200 grader og stil så brødet i ovnen. Det skal have 20-25 minutter, indtil det er gyldent og lyder hult, når man banker på det.

Lad dit brød med valnødder køle lidt af, inden du skærer det i skiver og nyder det nybagte brød.

Note: Jeg har testet brødet med smør og ost, og det holder 100 %. Mon ikke det også vil være godt med hjemmelavet pesto og/eller et par skiver pølse…



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *