Asiatisk avokadocreme

asiatisk avokadocreme, avokado, tomater, cherrytomater, citrongræs, græsk yoghurt, lime, hvidløg, cayennepeber, ingefærJeg havde egentlig troet, at jeg skulle være alene hjemme her til aften, men gemalen var for sløj til at tage til rollespil, så nu er han her også. Jeg har truet ham med, at han ikke skal have nogen former for dyreinfluenza eller det, der ligner, så det krydser jeg fingre for, at han retter sig efter det. I det hele taget må han godt undgå at blive syg, indtil min arbejdsplads indfører ægtefælles første sygedag. Det er vel ikke for meget at forlange, når nu man både kan holde barnets første og anden sygedag?

De ændrede aftenplaner betød også, at jeg skulle være lidt ekstra kreativ med madlavningen, eftersom jeg blot havde tænkt mig at spise rester, og da der var lige lovlig få af dem, fandt jeg en løsning ved at riste en fintskivet squash på en pande sammen med kogte ris og lidt chilipulver. Desuden lunede jeg de sidste squash-kødboller, og så lavede jeg en avokadocreme, som jeg havde set i ‘Suverænt sundt’.

Avokadocreme
4 portioner

500 g avokado
250 g søde tomater eller cherrytomater
1 stængel frisk citrongræs
2 spsk græsk yoghurt
4 tsk friskpresset limesaft
1 fed hvidløg
½ tsk cayennepeber
1 spsk frisk, revet ingefær
salt

Fjern det de yderste hårde lag blade af citrongræsset og skær roden af, del stænglen på langs og snit den meget fint. Skær tomaterne i små terninger, brug også tomatsaften. Skræl og udsten avokadoen, mos den og bland den sammen med de øvrige ingredienser. Smag avokadocremen til.

Note: Ganske interessant – den minder lidt om guacamole, men citrongræsset og den manglende chili gør den ganske rigtig mere asiatisk i smagen. Den fungerede også godt med de andre ting på tallerkenen.

asiatisk avokadocreme, avokado, tomater, cherrytomater, citrongræs, græsk yoghurt, lime, hvidløg, cayennepeber, ingefærRester behøver ikke at være kedelige… 🙂


12 thoughts on “Asiatisk avokadocreme”

  • MissMuffin – den faldt også i god jord hos os begge 🙂

    Jotak – jeg håber, han hurtigt bliver frisk igen. Ellers vimser jeg bare rundt og pylrer om ham hele tiden 😉

  • Jeg synes, det lyder meget lækkert, Piskeris! Du er god til at opfinde nye retter ud af de rester, du har.

    Rigtig god bedring med din mand – jeg håber ikke, det er denne unævnelige sygdom, alle tale om i øjeblikket.

  • Måske ikke ægtefællens første sygedag … bare ægtemandens første sygedag. Vi kvinder kan jo sagtens klare os alene;)Og rammes jo sjældent af en dødelig virus…

    Spændende avocadocreme – avocoda er bare en dejlig frugt!

  • Madame – tak skal du have! Ja, jeg gør i hvert fald et forsøg, for jeg synes, det er synd at skulle smide noget ud 🙂

    Det tror jeg i øvrigt ikke, det er, men man ved jo aldrig. Mine kolleger så noget bekymrede ud i går, da jeg nævnte det og var lige ved at give mig fri resten af ugen 😉

  • Hanne – hehe, tak 🙂
    Jeg er også glad for avokado, men den kan godt være lidt svær at planlægge med mht. madlavning, fordi den indimellem modner meget hurtigt. Jeg har dog efterhånden lært at 'tæmme dem', når jeg har købt avokadoer, så de er tilpas modne, når jeg skal bruge dem 🙂

  • Frk. Bibo – det er han desværre ikke, men han tager det pænt. Måske er det også ved udsigten til at få lov til at læse den tegneserie, jeg købte for nylig, men ikke selv har fået læst endnu… Der er visse fordele ved at være syg, trods alt 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *