Vildand med blommer og vildris
Jeg har fået fat i en vildand, og den skal naturligvis – i anledning af ris-benspændet – have følgeskab af vilde ris! Jojo, det må godt være sjovt at lave mad 😉
Vildtkød er ikke altid let at tilberede, og vildand er ingen undtagelse. Jeg har dog tidligere haft succes med at langtidstilberede vildand, hvor kødet bliver saftigt og mørt, så det gjorde jeg også denne gang. Jeg vil til gengæld fraråde at stege en vildand på samme måde som en almindelig and – så risikerer du let, at kødet bliver meget tørt og sejt.
Vildand med vildris
2 personer
1 vildand, skåret i fire dele
smør til stegning
10 enebær, knuste
½ tsk sorte peberkorn, knuste
3 dl kraftig andefond
3 dl vand
1 dl rødvin
350 g blommer uden sten
½ spsk maizena
1-2 spsk blommemarmelade
Rissalat:
en stor håndfuld fintsnittet spidskål
1 dl vildris
olivenolie
Smelt smør i en stor gryde og brun andestykkerne på alle sider. Tilsæt de øvrige ingredienser (undtagen maizena) og rør godt rundt. Læg låg på gryden og lad det småsimre i to timer. Mens anden tilberedes, koger du vildrisene (følg anvisningen på pakken – de skal typisk have 40-50 minutter). Lad risene køle lidt af. Hæld den snittede spidskål i en skål sammen med et skvæt olivenolie. Kram kålen godt og vend så risene i kålen.
Når din vildand har simret i to timer, hælder du ca. 2 dl af væden over i en lille kasserolle – si evt. væden inden. Hæld et lille skvæt af væden over i en lille skål og rør derefter maizenaen grundigt ud i den. Varm kasserollen med væden op. Når det begynder at boble, rører du maizena-væden i. Smag til med salt, peber og evt. lidt blommemarmelade (eller sirup), hvis du gerne vil have saucen lidt sødere.
Servér din vildand med rissalat og sauce.
Note: En utraditionel kombination af vildand, rissalat og sauce men ikke desto mindre en, der faldt i god jord hos både gemalen og jeg. Mmmm! Den lette sødme fra blommerne klæder anden virkelig godt, der er godt med bid i risene, og så giver spidskålen et sprødt og frisk pift til retten.