Vegetarisk græskarret – texmex-style
Jeg ved ikke, om det er et resultat af solunderskud, men lige nu craver jeg mexicansk mad (mere end sædvanligt), så tidligere på ugen lavede jeg en vegetarisk græskarret. Og inden du tænker – ‘hvad er sammenhængen?’ – så var retten selvfølgelig texmex-style med krydderier og tortillachips til.
Og nej, texmex er bestemt ikke det samme som mexicansk mad, men det minder lidt om.
Retten var i øvrigt rigtig god – så god, at jeg har købt flere tortillachips, så jeg kan lave flere texmex-inspirerede retter den kommende tid. Det passer jo supergodt til juletiden. Eller… jeg kan i hvert fald godt lide at spise varieret i juleferien, så jeg ikke kun får juleklassikere. De er gode – elsker julemad – men jeg kan også godt lide at spise varieret.
Nå, tilbage til den skønne ret, vi spiste.
Vegetarisk græskarret
2-3 personer
½ stort butternut squash (den del uden kerner)
1 stor tomatkoncentrat, 70 g
2 dl vand
1 tsk chiliflager
2 tsk sød paprika
1-2 tsk lidt stærkere chili (hvor meget afhænger af hvilken chili og hvor stærk mad, du kan tåle)
2 dl kogte røde bønner
1½-2 dk friskrevet cheddar
salt og peber
Tilbehør:
tortillachips
stærk chilisauce
creme fraiche
Skræl butternut squash og skær den i tern. Smør et ildfast fad med lidt olie og hæld græskarternene i. Bag dem ved 200 grader i ca. 20 minutter. Rør tomatkoncentrat sammen med krydderier, røde bønner og vand. Hæld det ud over græskarternene og drys ost over. Lad det bare videre i ca. 10 minutter – eller indtil osten er meget gylden.
Vegetarisk græskarret serveres med tortillachips, chilisauce og creme fraiche til – en slags udvidet udgave af nachos.
Note: Mmmm! Krydrede grøntsager med varm ost er altså godt. Hvor stærk retten er afhænger selvfølgelig af hvilken chili, du bruger. Jeg foretrækker at holde lidt igen med chilien og så tilføje ekstra chilisauce til sidst, men det er helt op til dig. Bare husk at smage til undervejs og hav endelig creme fraiche på lager til at ‘slukke flammerne’, hvis retten bliver meget stærk.