Tandoori-blomkål
Der kom også tandoori-blomkål på bordet, da jeg serverede indisk lammekølle for nylig. Tandoori er et blandingskrydderi, og denne ret bliver tilberedt i tandoori-ovn i Indien. Her har jeg dog brugt en helt almindelig ovn.
Denne ret har potentiale til at blive forholdsvis stærk, men det afhænger selvfølgelig hvilken slags chili, du bruger – og hvor meget du bruger. Jeg holdt lidt igen, da der var gæster, der ikke tåler stærk mad så godt, men du kan selv vælge at skrue lidt op for chili-styrken.
Jeg skelede til en opskrift fra kogebogen ‘Dhaba walla’, men skiftede flere af krydderierne ud med den stødte udgave, skruede lidt op for smagen samt udelod laurbærblade.
Tandoori-blomkål
tilbehør til 4-6 personer
1 mellemstort blomkål
1 stort fed hvidløg, presset
1 tsk ingefærpulver
1 tsk chiliflager
1 tsk stødt spidskommen
½ tsk stødt koriander
1 tsk gurkemeje
½ tsk kardemomme
1-1½ dl græsk yoghurt
½ dl rapsolie
salt og peber
Fjern bladene fra blomkålen og del den i mindre buketter. Smør et ildfast fad med lidt rapsolie. Rør krydderierne sammen med den græske yoghurt og vend blomkålen i det. Fordel blandingen i et jævnt lag i fadet og stil det i ovnen ved 200 grader. Bag din tandoori-blomkål i 35-40 minutter.
Tag fadet ud og servér blomkålsretten som tilbehør til andre indiske retter eller som en vegetarret i sig selv.
Note: Jeg synes, at tandoori-blomkål er en skøn måde at få blomkål på! Og så er der så megen smag i retten, at du sagtens kan nyde den som vegetarret med enten naanbrød eller flere grøntsager til.
Jeg tror, at jeg vil lave en udgave af denne ret til sommer, hvor blomkålen skæres i tykke skiver og vendes i krydderiblandingen, inden skiverne bliver lagt på udendørsgrillen ved indirekte varme. Det må være en ret lækker sommerret med en grøn, sprød salat til.