Svampe tarte tatin

Svampe tarte tatin

Sidste weekend havde jeg gæster, og da en af dem var Vegetarvennen, så serverede jeg selvfølgelig vegetarretter. Til frokost fik vi borstj, og om aftenen fik vi så svampe tarte tatin. For hey – det er jo efterår, så der er rigtig mange svampe i handlen for tiden. Mmm!

Jeg hentede inspiration i en opskrift fra et gammelt Smag og Behag-blad, men lavede dog nogle ændringer. I den oprindelige opskrift på svampe tarte tatin bruges der butterdej. Det kan du også gøre, hvis du har lyst, men jeg udskiftede denne med den samme type dej, jeg også brugte til porregalette tidligere i år. Jeg udskiftede dog noget af det almindelige hvedemel med fuldkornshvedemel. Derudover justerede jeg op og ned på nogle af de andre ingredienser.

Svampe tarte tatin

ca. 3 personer

Fyld:

450 g svampe – jeg brugte portobello og champignons
1 løg, finthakket
3 fed hvidløg, pressede
50-75 g smør
2 spsk frisk timian
50 g valnødder, hakkede
salt og peber
1 æg

Dej:
2 dl fuldkornshvedemel
1½ dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
½ dl olivenolie
1 dl vand
1 æg

Start med at lave dejen. Rør de tørre ingredienser sammen. Tilsæt derefter olie og rør det ud. Tilsæt æg og vand og ælt dejen. Tilsæt resten af hvedemelet, indtil du har en superblød og jævn dej. Put den i en frostpose og læg den i køleskabet i 30-45 minutter.

Rens svampene og skær dem i skiver. Smelt en god klat smør på en ildfast pande (der kan tåle at komme i ovnen) og svits løg og hvidløg i det, inden du tilsætter svampe og mere smør. Steg svampene, indtil de er bløde. Rør valnødder i og smag til med salt og peber. Sørg for, at svampelaget ligger i et jævnt lag ud over pandens bund. Rul dejen ud, så den fylder lidt mere end pandens bund, og tryk dejen godt ned langs indersiden af panden, så dejen folder sig om fyldet. Pisk ægget og pensl dejen med det. Bag din svampe tarte tatin i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter.

Tag svampetærten ud af ovnen og lad den hvile et par minutter, inden du vender den (forsigtigt!) over på et fad. Servér din svampe tarte tatin med salat og eventuel en fyldig dressing i form af tzatziki.

Note: God, saftig svampetærte. Den er rimelig mild i smagen, men det kan du altid skrue op for ved at putte flere krydderier i eller dryppe den med balsamicoeddike lige inden servering.



4 thoughts on “Svampe tarte tatin”

    • Det er nemlig rigtig godt, at det er blevet lettere at få fat i økologiske portobellosvampe – det benytter jeg mig også af med jævne mellemrum 🙂

  • Uhm, den ser rigtig lækker ud og lyder skønt med tilbehøret 😀 Elsker tzaziki.
    Men den passer også til mange typer efterårsmad tænker jeg (: Som tilbehør til fx svinemedaljoner eller rødt kød med en salat eller græskarfritter on the side.

    – A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *