Speltblinis med lam og feta

Speltblinis med lam og feta

Lammekød og påske passer godt sammen, så til sidste weekends påskefrokost komponerede jeg en forret af speltblinis med lam og feta.

Jeg skelede til min opskrift på rugblinis, da jeg skulle lave disse speltblinis. Derudover stak vi godt med hvidløg i en lammekølle og langtidsstegte den på grillen. Du kan hente inspiration til tilberedningen af lammekødet i denne opskrift på grillet lammekølle, langtidsstegt lammekølle og yoghurtmarineret lammekølle.

Speltblinis

24-26 stk.

2 æg
3 dl mælk
2 spsk rapsolie
1 tsk salt
1½ dl hvedemel
1½ dl speltmel
1 tsk bagepulver
smør til stegning

Pisk æg, mælk, rapsolie og salt sammen. Pisk derefter hvedemel, speltmel og bagepulver i, indtil du får en jævn, tyktflydende dej. Varm en blinispande op. Har du ikke det, bruger du i stedet en stor pande. Smelt smør på panden og put en spsk dej på for hver blinis, du vil lave. Steg dem, indtil de er gyldne på begge sider.

Anretning:
stegt lammekød i skiver
blød feta
olivenolie
friskhakket mynte
evt. salt og peber

Læg to speltblinis på hver tallerken. Her lægger du først et par tynde skiver lammekød, inden du drypper med lidt olivenolie. Fordel lidt blød feta over og drys til sidst lidt salt, peber og mynte.

Note: En lidt anderledes måde at få lammekød på men bestemt en festlig servering – og så er det ikke så tit, man ser lammekød som en del af en forret, hvilket jo egentlig er lidt synd.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *