Søde courgettemuffins med chokolade

Søde courgettemuffins med chokolade

Jeg har gang i ovnen i dag, og her fik jeg lige sneget en lille portion courgettemuffins ind, da jeg alligevel skulle lave grøntsagslasagne samt bage en række grøntsager til andre madprojekter.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift hos Miss Muffin. Jeg undlod dog kanel og citron og brugte mørk chokolade i stedet for Nutella.

Søde courgettemuffins med chokolade

6 stk.

3 dl hvedemel
lidt salt
½ tsk natron
½ tsk bagepulver
1½ dl rørsukker
60 g blødt smør
1 æg
100 g fintrevet courgette
1 dl finthakket chokolade

Pisk smør og rørsukker lyst og cremet. Pisk derefter ægget i. Tilsæt natron, bagepulver og salt. Pisk et øjeblik, inden du pisker hvedemelet i. Hæld den revne courgette i og pisk grundigt. Fordel dejen i seks muffinforme. Stil dem gerne i en metalmuffinform, så de holder formen. Bag dine courgettemuffins ved 180 grader i ca. 20 minutter, indtil de er letgyldne. Smelt chokoladen og smør den på de færdige muffins. Lad dem køle helt af, inden du serverer dem.

Note: Saftige og milde courgettemuffins med lækker chokolade ovenpå – det er sagen! Jeg spekulerer på, om et lille drys kardemomme mon ville være godt i dejen. Det kan være, at jeg skal teste det på et tidspunkt.

Hvis du har lyst til at prøve en salt udgave af muffins, så prøv mine squashmuffins.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *