Sød kartoffel i wok
Jeg fandt en ret med sød kartoffel i wok i sidste uge, som jeg selvfølgelig blev nødt til at lave i forbindelse med mit wok-benspænd. Jeg er nemlig ikke stødt på wokretter før, som indeholder søde kartofler. Det var samtidig en fin anledning til at bruge de sidste søde kartofler fra da jeg lavede karamelliserede søde kartofler.
Opskriften så jeg i en gammel kogebog, ‘Den store wok kogebog’, som i øvrigt var interessant at bladre igennem. Det var ret tydeligt, at kogebogen har et par årtier på bagen, for der var overraskende mange opskrifter med oksekød og ikke synderlig mange vegetarretter.
Jeg justerede på nogle af målene, og så udskiftede jeg grøntsagsfond med lidt vand samt tilføjede chiliflager.
Sød kartoffel i wok
2 personer
1 spsk grøn karrypasta
2-3 spsk rapsolie
et lille løg, skåret i tynde både
½ aubergine, skåret i tern
ca. 150 g søde kartofler, skrællede og skåret i tern
1 tsk chiliflager
½ dåse kokosmælk
½-1 dl vand
2-3 tørrede kaffirlimeblade
saften fra en lime
lidt rørsukker
salt
Derudover:
kogte risnudler eller ris
frisk koriander til pynt
Hæld olie i wokken og varm den op. Rør karrypasta i og tilføj løgbådene. Vend dem godt i karrypastaen og lad dem stege et minuts tid, inden du tilføjer aubergine, søde kartofler samt chili. Steg dem under jævnlig omrøring i fem minutter, og hæld så kokosmælk og lidt vand i wokken. Smid nogle limeblade i og lad det simre i 10-15 minutter, indtil kartoflerne er møre. Smag til med limesaft, rørsukker og salt.
Sød kartoffel i wok kan serveres med kogte nudler eller ris. Pynt gerne med frisk koriander (hvis du vel at mærke kan lide koriander – ellers undlader du det bare).
Note: Sød kartoffel i wok er en dejlig vegetarret, der er let at lave. Jeg kan godt lide den friske smag fra lime og koriander, som supplerer de søde kartofler ganske godt.