Skaldyrsgumbo

Skaldyrsgumbo

Gumbo er en af de essentielle retter, når man taler om cajun-køkkenet, så selvfølgelig skulle jeg prøve at kokkerere en skaldyrsgumbo. Jeg har tidligere blogget om gumbo med kylling (som jeg i øvrigt kan anbefale), men der findes også en skaldyrsversion, hvor man typisk kombinerer rejer med krabbe, fisk og/eller skaldyr. Jeg valgte en simpel version, hvor jeg kombinerede rejer med blåmuslinger. Jeg havde ikke fiskebouillon på lager, så jeg brugte i stedet vand og rejepasta. Det giver en lidt sødere og kraftigere smag.

Vær opmærksom på, at man ofte bruger okra i skaldyrsgumbo for at tykne den. Okra er ikke helt let at finde, men kig gerne hos basarer/grønthandlere. Har de ikke okra i den friske udgave, kan du være heldig at finde okra på dåse.

Jeg skelede lidt til en opskrift på skaldyrsgumbo hos Taste of Home, men freestylede dog en del undervejs.

Skaldyrsgumbo

hovedret til 2 personer, forret til 4-5 personer

½ dl hvedemel
½ dl rapsolie
1 løg, finthakket
2 bladselleristænger, finthakkede
1 peberfrugt, skåret i tern (originalt er det med grøn, men jeg brugte rød)
3 forårsløg, finthakkede
2 tsk sød paprika
2 tsk oregano
friskkværnet peber
150 g store rejer – pil dem og fjern tarmstrengen inden brug
1 stor dåse blåmuslinger naturel (ca. 120 g)
5 dl fiskebouillon eller 5 dl vand + 2 tsk rejepasta (kan købes hos asiatiske købmænd)
6 friske okra, skåret i skiver
salt
citron eller rørsukker
evt. lidt friskhakket persille til at drysse på til sidst

Hæld olie og mel i en gryde og varm det op til mediumvarme under omrøring. Lad det simre i ca. fem til ti minutter – stadig under omrøring – eller indtil at det har fået en rødbrun farve. Går det for langsomt, kan du evt. skrue lidt op for temperaturen, men pas på, at det ikke brænder på. Tilsæt løg, bladselleri, peberfrugt og forårsløg og rør godt rundt. Lad det simre i fem minutter. Tilsæt paprika, oregano og peber. Rør rundt og tilsæt så okra og bouillon eller vand + rejepasta. Læg låg på gryden og lad det simre i ti minutter. Tilsæt til sidst rejer og de drænede blåmuslinger. Lad det simre uden låg i ca. fem minutter, så det tykner lidt ekstra og smag så din skaldyrsgumbo til med salt samt enten citron eller rørsukker.

Servér din skaldyrsgumbo med lidt friskhakket persille over.

Note: En fyldig skaldyrsgumbo, som får lidt sødme fra rejerne og ikke mindst rejepastaen. Jeg synes, at det er en rigtig fin ret, men jeg tror, jeg vil foretrække at spise den som forret.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *