Ostekage med hindbær
Jeg serverede denne ostekage med hindbær for mine brætspilsgæster i dag, og den faldt i god jord. Den har en frisk og syrlig smag fra hindbærrene, for der bruges ikke særlig meget sukker i denne dessert. Men den milde flødeostecreme sørger dog for at give en fin balance.
Jeg havde set opskriften i et gammelt Isabellas-blad, men endte med at lave en del justeringer. Jeg udskiftede chokoladekiks med havrekiks, skar ned på flødeost, fløde og hindbær samt tilsatte vaniljesukker. Og jeg ved ikke, hvad det er med opskrifter, der er over ti år gamle, men nu er det anden gang inden for en måned, at jeg har oplevet, at der er ret stor forskel på portionsangivelserne i forhold til nu. Den oprindelige opskrift var anbefalet til seks personer, men selvom jeg skar ned på flere af ingredienserne, så passede den færdige ostekage nærmere til otte personer.
Ostekage med hindbær
6-8 personer
140-150 g havrekiks
60 g blødt smør
50 g mørk chokolade, finthakket
250-300 g flødeost
2½ dl fløde
4 blade husblas
200 g hindbær, frosne
1 tsk friskrevet skal fra øko-citron
1 spsk + ½ dl rørsukker
1 tsk vaniljesukker
Pynt:
hindbær
hakket mørk chokolade eller kakaopulver
evt. spiselige blomster
Put kiksene i en frostpose og knus dem med en kagerulle eller bunden af en kop. Hæld kiksekrummerne i en skål og ælt dem sammen med det bløde smør. Tag en mellemstor form (gerne en springform, hvor du kan fjerne siderne på ca. 20-22 cm i diameter)- Læg et stykke bagepapir i bunden og tryk så kiksedejen ud over bunden, så du får et jævnt lag. Drys ca. halvdelen af den hakkede chokolade ud over bunden.
Læg husblassen i koldt vand i 8-10 minutter.
Imens hælder du hindbærrene i en gryde sammen med 1 spsk rørsukker og varmer dem op. Sørg for, at de ikke er helt splattede, inden du slukker for varmen. Dryp lidt hindbærsaft på bunden.
Pisk fløden til let flødeskum. Hæld flødeost, vaniljesukker, citronsaft og resten af rørsukkeret i en anden skål og pisk det sammen. Vend flødeskummet i det, indtil du har en ensartet masse.
Hæld vandet fra husblassen, indtil du har ca. 1 spsk vand tilbage. Varm det op ved lav varme i mikrobølgeovnen i kort tid (eller smelt det over et vandbad). Rør lidt af flødecremen i og vend derefter husblassen i resten af flødeostecremen. Vend det meste af den hakkede chokolade i flødeostecremen. Vend til sidst hindbærrene i – bare ganske kort, så cremen både er hvid og lyserød – og fordel så cremen ud over kiksebunden. Drys det sidste hakkede chokolade over.
Sæt din ostekage med hindbær i køleskabet natten over (eller minimum tre timer). Tag den ud en halv time inden servering og pynt den med kakaopulver og/eller friske hindbær eller skovsyre.
Note: Jeg synes, at det er en rigtig dejlig kage – især fordi den har en så frisk smag. Hvis du er bange for, at den bliver for syrlig til din smag, kan du eventuelt tilsætte lidt mere sukker til flødeostecremen samt bruge søde kiks til bunden.