Nøddefudge med chokolade

Nøddefudge med chokolade

18. december – nøddefudge

Dagens konfekt fandt jeg på, da jeg var lidt i tidsnød på grund af julefrokosten i går. Jeg fandt en opskrift på nøddefudge frem fra gemmerne, og det var først, da jeg var gået i gang, at jeg fik kigget nærmere på forklaringen og fandt den en anelse mangelfuld. Der står blot, at man skal koge tre af ingredienserne til karamel – men ikke noget om, hvor lang tid det sandsynligvis tager, eller hvor fast denne karamelmasse skal være. Jeg kogte den i omkring 20 minutter, og det viste sig, at det ikke var nok, for da den var helt afkølet efter nogle timer, var den stadig ret blød. Jeg endte derfor med at trille min portion nøddefudge til kugler og overtrække dem med chokolade – en fin løsning til at gøre de ellers lidt for klistrede kugler til små himmerigsmundfulde, for selvom de blev lidt for bløde, så smagte de sørenjensemig godt! Uha.

150 g sukker
1½ dl fløde
1 dl agavesirup
50 g hakkede hasselnødder
100 g blød nougat
1 spsk smør

evt. mørk chokolade til overtræk

Kog sukker, piskefløde og sirup til karamel – i bagklogskabens lys vil jeg gætte på, at det tager 35-40 minutter ud fra hvad jeg har læst mig til om fudge hos Mumsfilibaba. Rør de andre ingredienser i og hæld massen i et fad, der er beklædt med bagepapir. Stil det køligt og skær din nøddefudge til firkanter dagen efter. Er massen for blød til det, gør du som jeg og triller din nøddefudge til kugler, som du overtrækker med mørk chokolade.

Note: Uhm!

Flere konfektopskrifter



10 thoughts on “Nøddefudge med chokolade”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *