Kylling i cashewnøddesauce

Kylling i cashewnøddesauce

Jeg tror ikke, at jeg har lavet cashewnøddesauce før, men så er det jo godt at have et indisk benspænd, som giver mig en fin anledning til at prøve det!

Jeg faldt over en opskrift på kylling i cashewnøddesauce, da jeg bladrede i kogebogen ‘Mit indiske køkken’. Den kræver en del forskellige krydderier, men bortset fra sorte kardemommekapsler var det noget, jeg havde på lager (også når jeg ikke har indisk benspænd).

Jeg skar lidt ned på mængden af cashewnødder, brugte almindelige hvide løg i stedet for skalotteløg samt justerede lidt på mængden af nogle af krydderierne.

Kylling i cashewnøddesauce

5-6 personer

1 kylling på ca. 1,3 kg

Cashewnøddecreme:
150 g cashewnødder
1 tsk chiliflager
1 spsk garam masala
1 spsk spidskommenfrø
8 fed hvidløg
1 spsk friskhakket ingefær
1 spsk salt
½ dl rapsolie
1 dl vand

olie til stegning
2 mellemstore løg, skåret i tynde både
1 spsk stødt koriander
1 spsk stødt spidskommen
1 tsk chilipulver eller cayennepeber
1 tsk gurkemeje
2 stk stjerneanis
2 laurbærblade
5-7 dl vand

Start med at hælde ingredienserne til cashewnøddecremen i en blender og blend det til en ensartet masse. Skær kyllingen ud i 8-10 stykker. Du kan evt. fjerne kyllingeskindet, men jeg lod det blive denne gang. Put kyllingekødet i en stor frostpose og hæld nøddecremen i posen. Sørg for at fordele den godt ud over kyllingestykkerne. Put posen i køleskabet i mindst en time.

Hæld olie i en gryde (meget gerne med slip-let-overflade) og steg løgene ved mediumvarme, indtil de bliver bløde. Tilsæt derefter koriander, spidskommen, chili og gurkemeje og giv det et par minutter. Tag det op af gryden, hæld lidt olie i og brun nu kødet af to omgange. Derefter hælder du løgene i gryden igen sammen med laurbærblade og stjerneanis. Tilsæt vandet og lad det simre under låg en halv time. Tag låget af og lad det koge videre i 15-20 minutter, indtil kyllingen er mør.

Servér din kylling i cashewnøddesauce med det samme – eller gem noget af den til restemad de kommende dage. Den smager også skønt på anden- og tredjedagen.

Note: Dette er en skøn kyllingeret med masser af smag! Selvom der er skruet godt op for krydderierne, så er det ikke en stærk ret, og nøddecremen er virkelig lækker. Hvis du ønsker en mere fed og cremet sauce, kan du eventuelt tilsætte lidt kokosmælk til sidst.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *