Kåldolmere med krondyrkød
Hakket vildt – især hakket krondyrkød – kan bruges i mange af de samme opskrifter som hakket oksekød. Jeg har tidligere testet det i form af en krondyrburger, og i fredags prøvede jeg så at lave kåldolmere med hakket krondyrkød i. Da jeg stadig havde savoykål tilbage efter krondyrburgeren, så var det oplagt også at bruge dette i disse kåldolmere, og da jeg tilmed fandt en opskrift i ‘Vildtkogebogen’ med disse to ingredienser kombineret, så var der ingen undskyldning.
Jeg valgte dog at undlade bacon, enebær og mælk, brugte andre krydderier i disse kåldolmere og ændrede på mængderne på en række af de andre ingredienser.
Kåldolmere med krondyrkød
2 personer
300 g hakket krondyrkød
4 savoykålblade
1 æg
1 tsk timian
½ tsk cayennepeber
½ tsk rosmarin
½ tsk basilikum
salt og peber
to spsk smør
1½ dl rødvin
2 dl kraftig bouillon – gerne vildt eller oksekød
1 spsk ribsgelé
majsstivelse
Skyl kålbladene, læg dem i en skål og hæld kogende vand over. Lad dem trække i ca. fem minutter, inden du hælder vandet fra og lader bladene dryppe af. Rør farsen sammen af kød, æg og krydderier og del derefter farsen i fire lige store portioner. Læg hver portion på et kålblad og rul dem sammen til dolmere (kødet skal være helt indkapslet af kålbladet). Bind pakken sammen med ufarvet bomuldsgarn – garnet skal ikke sidde alt for stramt, men det skal selvfølgelig sørge for at holde kålbladet på plads omkring kødet.
Smelt smørret i en gryde og brun dolmerne. Jeg var lige ved at give mine lidt for meget, så hold godt øje med dem! Hæld rødvinen over lad det koge ind til ca. halv mængde. Tilsæt bouillonen, læg låg på gryden og lad dem simre i ca. 15-20 minutter.
Tag dine kåldolmere op af gryden og hold dem varme. Si derefter den resterende væde og hæld den i en kasserolle sammen med ribsgelé. Rør det sammen. Hæld lidt af væden over i en lille skål og rør lidt majsstivelse ud i det – jeg mener, at jeg brugte ca. 1 tsk – og rør det derefter i resten af saucen. Tilsæt evt. en lille sjat rødvin, hvis saucen bliver for tyk. Smag den til og servér den sammen med dolmerne, en god rustik kartoffelmos og stegte svampe.
Note: Mine kåldolmere vakte lykke ved middagsbordet – især saucen – og det fungerede rigtig godt med denne ‘vilde’ udgave af kåldolmere. Jeg serverede en rustik kartoffelmos til, hvilket sådan set bare er almindelig kartoffelmos, hvor jeg har undladt at skrælle kartoflerne inden kogning – det giver mere struktur til mosen (jeg kan nemlig ikke lide, når den bliver alt for bløbbet), og så tilføjede jeg også lidt timian og en håndfuld grofthakkede hasselnødder.
Vi drak en Côtes du Rhône 2010 fra Domaine de Ferrand til, som den lokale vinhandler anbefalede, da jeg bad om en vin, der passede til vildt, kål og nødder – og ja, det gjorde den faktisk. Det er en krydret vin med smag a la mørke bær såsom brombær og solbær.
Hold op, hvor ser det godt ud! Virkelig-virkelig lækkert og vinteragtigt! (:
– Anne
Tak skal du have! Ja, det passede sig perfekt til sådan en kold fredag aften – især fordi der fulgte et glas rødvin med til maden 😉
Øøøh, hvis man nu elsker alm. kåldolmere, mons tro man så ikke også kunne forfalde til disse lækre svende? Jeg tror det 🙂 Uhm… Sikke et skønt benspænd du endnu en gang har gang i her – og et benspænd som man kun kan drømme sig til, når man er på su 😉
Mon dog ikke? Fasaner koster ofte 60 kr stk (og sikkert mindre, hvis du køber direkte fra en jæger), ligesom krondyr i tern ind imellem kan købes til 40-50 kr. pakken hos supermarkederne, så bare rolig – det er skam også muligt at spise vildt, når man er på SU 🙂