Hjemmelavet gravad laks og dildsauce

Hjemmelavet gravad laks og dildsauce

Jeg brugte noget af påskeferien på at kigge gamle blogindlæg igennem, og her faldt jeg over opskriften på gravad laks, der puttede sig i et gammelt påskefrokostindlæg. Det var fra dengang i blogverdenens ungdom, hvor blogoverskrifterne ikke altid var så informative i forhold til selve indlægget. Jeg tænkte derfor, at det ville være en god idé at give opskriften sit eget indlæg, så den fremover er lidt lettere at finde frem.

Gravad laks

800 g helt frisk laks med skind
4 spsk groft salt
2 spsk rørsukker
2 tsk sort, knust peber
3 dl frisk dild

Sørg for at fryse laksen ned i mindst et døgn – og tø den derefter op, inden du skal tilberede den. Vær meget omhyggelig med at få skyllet dilden grundigt, dup den tør og hak den groft. Vask fisken og dup den tør. Skær den over, så du har to lige store halvdele. Bland krydderierne. Læg et lag af dild i bunden af et glasfad, drys lidt af krydderblandingen på og læg det ene laksestykke oven på med skindsiden ned mod dilden. Drys derefter det meste af krydderblandingen på laksestykket sammen med en god del af dilden og læg derefter det andet laksestykke oven på, så skindsiden vender opad. Drys den sidste rest krydderier oven på og slut af med dild.

Pak det godt ind i film eller frostposer og læg et tungt bræt eller lignende oven på og sæt det i køleskabet. Jeg satte selv et spækbræt oven på med en frossen lammekølle, som skulle tø op. Cirka hver 12. time skal du huske at vende fisken i fadet – fisken er færdig efter to døgn med denne proces. Skær fisken i meget tynde skrå skiver og spis den på hvedebrød sammen med dildsauce.

Note: Gravad laks er meget let at lave, men husk at være meget påpasselig med køkkenhygiejnen! Især hvis du bruger frisk dild fra haven, som har været i nærheden af jordbakterier. Industridild er ikke nær så farligt at bruge i denne sammenhæng, men der er heller ikke nær så megen smag i den type dild.

Laksen blev meget lækker og mør, og det er bestemt noget, jeg godt tør kaste mig ud i igen. Det sværeste i denne sammenhæng er at finde en passende frisk fisk, så jeg kan kun anbefale at gå til fiskehandleren og spørge efter et stykke laks, der kan bruges til gravad laks.

Hvorfor hedder det i øvrigt gravad laks? Det kan du læse mere om her.

dildsauce, rævesauce, rævesovs, sauce, rørsukker, dijonsennep, sennep, hvid balsamicoeddike, honning, dild

Ingen gravad laks uden dildsauce (eller rævesauce som dog også kaldes). Den er også let at lave.

Dildsauce – rævesauce

1 dl mørk rørsukker
1 dl dijonsennep
1 tsk hvid balsamicoeddike
2 spsk honning
dild

Rør ingredienserne godt sammen og lad det trække i køleskabet i mindst 12 timer. Rør det grundigt inden serveringen og tilføj selv den mængde dild, som du synes er passende.

Note: Skøn men stærk dildsauce, for jeg brugte en helt frisk dijonsennep (de mister lidt smag, når de har været åbnet et stykke tid).



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *