Chokoladesmåkager med valnødder

Chokoladesmåkager med valnødder

Jeg er ikke specielt vild med småkager, og ind imellem kan det godt ærgre mig lidt, da det er utrolig let og hyggeligt at bage dem. Derfor ynder jeg at bruge småkager som bestikkelse (!), og det skulle jeg bruge i weekenden, hvor jeg bagte denne portion.

Den originale opskrift stammer fra en kogebog med den fængende titel ‘Chokolade’. Jeg udskiftede en smule af melet med grahamsmel, erstattede vaniljesukker med vaniljeekstrat, brugte mindre chokolade i selve dejen men hakkede til gengæld noget ekstra og dryssede det oven på småkagerne, da de var bagt. Og så brugte jeg rigtig chokolade og ikke chokoladeknapper, som bogen foreslog. Maizenamel udelod jeg helt.

Chokoladesmåkager med valnødder

en bradepande

Mørdej:
200 g hvedemel
50 g grahamsmel
125 g koldt smør i tern
2 spsk rørsukker
1 æg
en knivspids salt

Fyld:
80 g hakket mørk chokolade
3 æg
150 g smeltet smør
150 g rørsukker
1 spsk vaniljeekstrat
100 g hakkede valnødder
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver

50-80 g hakket mørk chokolade til pynt

Ælt alle ingredienser til mørdejen sammen, pak den ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i en halv time. Rul den derefter ud og læg den på en bageplade beklædt med bagepapir. Prik dejen et par steder med en gaffel og bag dejen ved 200 grader i ca. 10 minutter.

Smelt imens chokoladen i et vandbad. Del æggene i hvider og blommer. Pisk smørret med sukker og vaniljeekstrat, og rør derefter æggeblommer og den smeltede chokolade i. Tilsæt nødder. Pisk æggehviderne helt stive og bland mel og bagepulver i. Vend det derefter i chokolademassen sammen med de stiftpiskede hvider.

Fordel massen på den forbagte bund og bag kagen færdig ved 200 grader i ca. 20-25 minutter. Drys den hakkede chokolade på kagen, når den er taget ud af ovnen, og skær kagen ud til firkanter, mens den stadig er varm.

Note: Jeg brugte en mørk chokolade, der var forholdsvis kraftig i smagen. Kombineret med valnødder giver det en småkage, som mætter godt smagsmæssigt, så det er ikke en kage, du nødvendigvis spiser mange af på én gang (hvilket jeg synes er en fordel :-)).



12 thoughts on “Chokoladesmåkager med valnødder”

    • Hæhæ – jeg var lidt søvnig, da jeg skrev det indlæg. Der skulle stå 3 æg – er rettet nu 🙂

  • Ej hvor er de flotte. Dem må jeg helt sikkert prøve at lave en dag. Tror endda jeg har den bog….. Med mindre at der er lavet flere bøger der hedder Chokolade. Det er der sgu nok 😀
    Hvad mener du i øvrigt med at det er en fordel med en kage man ikke spiser for mange af… Jeg troede det var meningen at man skulle så meget som muligt af det gode 😉

    • Jeg har i hvert fald flere stående med det indbydende navn 😀

      Jojo, men jeg vil godt slippe for de kalorier, der klamrer sig til kagerne – og jeg spiste kun en enkelt af disse, da resten blev brugt som bestikkelse 😉

  • De er nok gode som bestikkelse – jeg er i hvert fald sikker på, at jeg havde gjort præcis, som du ville have mig til, hvis du havde stukket mig sådan en omgang 😀

    Er det sådan en lille, blå bog? Hvis ikke, så er der flere bøger med titlen.

    • Sejt! Det skal jeg huske til næste gang, vi ses 😀
      Nej, den er ca. på størrelse med A4 – måske lidt større – er lyserød *gys* uden på.

    • Jeg mener, at kagerne blev omtalt som brownies i bagebogen, men i mine øjne skal en brownie være rimelig saftig og gerne lidt klæg, og der er denne udgave langt mere småkageagtig 🙂

  • Spændende opskrift, men de skulle slet ikke bages så længe – de endte med at være temmelig sorte. Det kommer nok an på ovnen, men man skal i hvert fald holde godt øje med dem.

    • Træls at de drillede! Jeg har justeret opskriften nu, så der står 20-25 minutter i stedet for 25 minutter – så er der plads til lidt udsving i forhold til ovntemperaturen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *