Blå macarons med lakridscreme

Blå macarons med lakridscreme

Så har vi taget hul på et nyt år, og det skal naturligvis fejres med blå macarons! Disse knaldblå sager kom på bordet nytårsaften, da vi fejrede aftenen med en flok venner. Det var de selvsamme venner, der også blev udsat for lilla macarons med andemousse, men de blå macarons med lakridscreme blev dog først serveret senere på aftenen, da vi skulle have dessert.

Blå macarons med lakridscreme

ca. 22 macarons (dvs. 44 halve)

90 g mandelmel
90 g flormelis
35 g æggehvide
lidt blå pastafarve
90 g sukker
½ dl vand
35 g æggehvide

Sigt mandelmel og flormelis i en skål – obs: Du kan lave dit eget mandelmel ved at blende mandler meget fint. Rør æggehvide og pastafarve i mandelmelsblandingen.

Pisk det sidste æggehvide stift. Hæld dernæst sukker og vand i en kasserolle og varm det op til 118 grader. Pisk nu den varme sukkerlage ind i den stive æggehvidemasse – sørg for at tilsætte sukkerlagen i en tynd stråle, mens du pisker æggehvidemassen. Fortsæt piskningen, indtil du får en sej og blank marengsmasse.

Vend marengsen i mandelblandingen, så dejen bliver smidig. Overfør dejen til en sprøjtepose og sprøjt små runde klatter ud på en bagepapirbeklædt bageplade. Jeg anbefaler, at du tegner cirklerne på bagepapiret inden, så du har noget at tegne efter (husk at vende siden med blyant/tusch nedad, så dejen ikke rører ved det). Bag dine lilla macarons i 12-15 minutter ved 150 grader varmluft og lad dem køle helt af, inden du vipper dem af bagepapiret og lægger dem i en lufttæt plastboks, indtil du skal bruge dem.

Lakridscreme

150 g hvid chokolade – jeg foretrækker Opalys fra Valrhona
½ dl fløde
2-3 tsk lakridsgranulat (for eksempel fra Bülow)
lidt lilla pastafarve

Hak chokoladen og varm den langsomt op i en kasserolle sammen med fløden og lakridspulveret, husk at røre med jævne mellemrum. Når chokoladen er næsten smeltet, tager du kasserollen af varmen, putter farve i og rører godt i chokoladen, indtil den er smeltet helt. Stil kasserollen i køleskabet i 2-3 timer. Når du skal bruge lakridscremen, tager du kasserollen ud af køleskabet og pisker chokoladeblandingen med en elpisker, så den bliver let og cremet. Fyld dine macarons med lakridscreme og servér med det samme.

Note: Macarons kan altså noget. Det er nogle nuttede små mundfulde, og så kan de varieres i det uendelige.



2 thoughts on “Blå macarons med lakridscreme”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *