Gemalen og jeg har bryllupsdag i dag, og den slags skal jo fejres behørigt. Derfor tog vi i går til København for at spise på restaurant Marchal, der ligger i det nyrenoverede d’Angleterre.
Marchal har en smuk og lidt speciel indretning – et interessant miks af klassisk design iblandet casual nordisk. Vi blev taget godt imod, og efter at have studeret menukortet valgte jeg at tage forret, hovedret og dessert, mens gemalen to tre forretter samt en dessert. Da vi begge havde valgt taskekrabbe til forret, og jeg desuden havde valgt hummer til hovedret, foreslog tjeneren en Jean Marc Vincent, Mersault Vielles Vignes fra 2008. Det kom vi ikke til at fortryde – det var en meget lækker og velvalgt hvidvin.
Mens vi ventede på forretten, kunne vi nyde friskbagt brød og smør – den højre udgave rørt med karamelliserede løg og hvidvinseddikepulver.
Taskekrabben blev serveret med et låg af synet fløde, der var pyntet med karse og fintrevet brændt hvidløg(!). Under låget lå taskekrabbekødet sammen med indmaden af friske tomater. Det var en lidt pudsig kombination, der dog fungerede glimrende. Krabbekødet havde en meget fin, ren og mild smag – ingen antydning af hav. Tomaterne var meget friske i smagen (og knapt så søde som sommertomater), og de var lige på kanten til at tage fokus fra krabben. Svær balancegang som lykkedes nogenlunde.
Til hovedret havde jeg valgt hummer, og denne var delt i to serveringer. Den første var denne smukke og sjove anretning med små stykker hummer og havtorn, der badede i en suppe lavet på hummer og ristet majskolbe. Hummerstykkerne gemte sig under en ‘hat’ af tyndt skåret butternutsquash og rogn.
Det var en sjov og lidt anderledes anretning, og suppen var himmelskøn! Jeg har ikke før fået kombinationen af hummer og græskar, men det fungerede ganske glimrende – måske ikke så underligt, da butternutsquash har en forholdsvis sød og fed smag, der godt kan matche hummeren.
Anden hovedret var mindst lige så smuk. Her var den let brændte hummer serveret sammen med små gulerodsstykker og gulerodsspiraler, der var overhældt med hummersauce og pyntet på solbær. Smagsmæssigt var den ikke helt så imponerende som den første hummerret, men anretningen var spot on, og jeg var fascineret af valget mht. bær. Solbær havde jeg ikke lige forventet i en hummerret, men det gik an.
Dessert skulle der naturligvis også være plads til, men det var svært, for de så alle meget spændende ud. Jeg faldt dog i sidste ende for denne hyldebærsorbet, der blev serveret med frossen kokosmælk, syrlige marengs og hasselnøddeolie. Igen en lidt spøjs kombination, men den viste sig at være utrolig velvalgt. Den lækre sorbet gik rigtig godt i spænd med den fede olie, de syrlige marengs og den fede, kolde kokosmælk. Denne dessert hører uden tvivl til blandt de tre bedste, jeg har smagt i år – fantastisk balance og smag!
Betjeningen på Marchal var ind imellem lidt forvirret men meget, meget høflig og venlig, og vi nød aftenen i fulde drag. Maden var velsmagende, eksperimenterende og i de fleste tilfælde både balanceret og udfordrende på samme tid. Min største anke er nok taskekrabbe-retten, som jeg lige savnede det sidste finish på. Til gengæld var desserten knuselskende god.
Marchal er ikke en billig restaurant, men holder du dig til tre forretter og en dessert, kan du slippe af sted med ca. 600 kr + drikkevarer.
Jeg er spændt på, hvordan stedet vil udvikle sig de kommende år. Denne gang kvitterer vi med fem stjerner ud af seks til Restaurant Marchal.