Vegetarret i stegeso
Da jeg afslørede, at jeg havde tænkt mig at tilberede mad i stegeso i denne måned, spurgte gemalen, om jeg så også havde planer om at lave vegetarmad i stegesoen. Det var da en glimrende idé, så i weekenden lavede jeg denne simple vegetarret i stegeso.
Vegetarret i stegeso
3-4 personer
800 g flåede, hakkede tomater
250 g portobellosvampe, skåret i store stykker
5 fed hvidløg, pressede
1 tsk chiliflager
½ spsk sød paprika
½ spsk løgpulver
1 tsk knust sort peber
1 dåse kogte røde bønner, drænet og skyllet
1 dl rødvin
2 peberfrugter, rensede og skåret i strimler
Salt og sukker til tilsmagning
Tilbehør:
Brød med aioli eller tzatziki
Hæld alle ingredienserne i stegesoen og rør godt rundt. Stil den i ovnen ved 200 grader i ca. 40 minutter. Smag til med salt og sukker og servér din vegetarret sammen med brød, hvis det skal være let – eller evt. sammen med ris eller pasta.
Note: Det er jo let at lave denne vegetarret i stegeso, men der er ikke den store forskel i forhold til hvis du laver selvsamme ret i en gryde. Der er dog den fordel, at serverer du retten sammen med brød, så kan det lunes i ovnen sammen med vegetarretten.
Dejlig ret, den må jeg prøve:-)
I det hele taget skal jeg have mere gang i min stegso.
Er din mand så mest til vegetarretter?
Jeg vil også prøve bage dit brød.
Hilsner og et smukt efterår:-)
Han er til det meste mad – heldigvis 🙂
Men det kom sig nok af, at man ofte forbinder stegeso og simremad med kødretter, så han tænkte, det kunne være interessant at prøve noget andet.
Ja tak, den opskrift tester jeg lige af. Godt at se at der kommer flere og flere vegetaropskrifter.
God fornøjelse 🙂