Tyrkiske kødpostejer

Tyrkiske kødpostejer

Da jeg for nylig bladrede i kogebogen ‘Kalv & lam’, som jeg også kiggede i, da jeg havde indmads-benspænd, faldt jeg for en opskrift med mini-kødpostejer. Jeg er vokset op med pirogger og andre indbagte sager tilbage i 1990’erne, men i dag er det utrolig sjældent, at jeg får indbagte retter, så det måtte jeg naturligvis prøve! Under fremstillingen viste det sig dog, at portionen var noget større, end vores appetit normalt er til, så jeg måtte lave en række tilpasninger. Samtidig lavede jeg en helt anden og mere fyldig sauce, der kunne gøre det ud for tilbehør.

Tyrkiske kødpostejer

2-3 personer

Dej:
250 g hvedemel
0,75 dl vand
90 g smør
et knips salt

Fyld:
100 g revet løg
125 g hakket lammekød
2 spsk mandelmel
salt, peber og timian

Tomat- og spidskålssauce:
1 dåse hakkede tomater
2-3 håndfulde fintsnittet spidskål
2 fed pressede hvidløg
salt og peber
lidt sukker
timian
basilikum

Alle ingredienserne til saucen hældes i en gryde (undtagen salt og peber) og simrer stille og roligt, mens du tilbereder resten af maden.

tyrkiske kødpostejer, kødpostej, hvedemel, smør, løg, lammekød, lam, mandelmel, tomater, hvidløg, timian, basilikum

Ælt ingredienserne til dejen sammen til en smidig masse og rul den tyndt ud på køkkenbordet. Stik den ud til cirkler (ca. 6 cm i diameter). Bland ingredienserne til fyldet og put en teskefuld på hver dejcirkel, inden du forsigtigt klemmer kanterne sammen. Har du problemer med, at kanterne er for tørre til at klæbe sammen, kan du duppe dem med lidt vand. Læg de små postejer på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Smag saucen til med salt, peber og evt. lidt ekstra sukker og fordel saucen i to skåle. Læg en håndfuld kødpostejer oven på saucen. Jeg valgte at servere retten sammen med små, syltede løg.

Note: Det er en ret enkel ret, som du sagtens kan lave en hverdag. Dog kan foldningen af de små kødpostejer godt tage noget tid, så alliér dig gerne med en hjælper. Serverer du mere tilbehør, end jeg brugte i dette tilfælde, så kan retten godt strække sig til tre personer.



6 thoughts on “Tyrkiske kødpostejer”

  • jeg synes indmad er skønt, særligt hjerte og lever. Jeg er ikke ret god til de andre, andet end at hakke det hele og putte i pølser, så jeg følger glad med. Skulle du have lidt ande/gåse fedt tilbage fra julen, så tøv ikke at putte det sammen med de andre postejer, det bliver virkelig godt.

  • Det ser meget lækkert ud – pirogger er en skøn ret og noget, vi jævnligt får her hos os. Næste gang vil jeg prøve din opskrift på tyrkiske kødpostejer 🙂 Ha’ en dejlig weekend!

  • Det ser godt ud, og ligner også noget der sagtens kunne gøre det ud for lidt madpakkefyld…
    Hvorfor egentlig mandelmel? Kunne det smages?

    • Nej, men i den oprindelige version skulle man bruge meget finthakkede mandler, og da jeg havde noget mandelmel stående, valgte jeg blot at bruge det 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *