Tomattærte med basilikum-hvidløgscreme
Jeg har lige været på forlænget weekend i sommerhus med svigerfamilien, og kunne man ønske sig bedre vejr til det, end det skønne sommervejr vi har lige nu?
Til frokosten den første dag medbragte vi en række retter – blandt andet denne tomattærte med friske tomater og basilikum-hvidløgscreme. Denne tomattærte er nærmest en krydsning mellem en tærte og en pizza, for bunden er helt flad og lægges ikke i et tærtefad men blot på en bradepande, når den bages. I modsætning til traditionelle madtærter bages fyldet til denne tomattærte ikke, men lægges oven på tærtebunden, når den er bagt og afkølet. Det gør tærten ekstra frisk og lækker her i sommervarmen.
Jeg fik inspirationen til denne tomattærte fra en opskrift i et gammelt nummer af Spis Bedre. Jeg ændrede dog lidt på dejen, ligesom jeg lavede en helt anden creme til tærten.
Tomattærte med basilikum-hvidløgstærte
6-8 personer
Tærtedej:
5 dl hvedemel
150 g koldt smør
100 g friskrevet ost – gerne cheddar
½ tsk salt
2 æg
Basilikum-hvidløgscreme:
200 g flødeost naturel
1 dl creme fraiche
2 fed hvidløg, pressede
2 spsk friskhakkede basilikumblade
Topping:
500-600 g friske tomater – gerne i forskellige farver
friske basilikumblade
lidt salt
Rør mel, salt og revet ost sammen i en skål. Skær det kolde smør i tern og vend det i melet, inden du gnider smørret ind i melet, indtil du har en grynet masse. Tilsæt æggene og saml hurtigt dejen. Sæt den i køleskabet en halv times tid. Drys mel på et bord og rul dejen ud. Læg den på en bagepapirbeklædt bageplade og bag den midt i ovnen ved 175 grade ri ca. 25 minutter. Lad tærtebunden afkøle helt.
Rør cremen sammen og fordel den ud over tærtebunden. Skær tomaterne i skiver og pynt din tomattærte med dem. Drys friske basilikumblade over og evt. lidt salt.
Note: Denne tomattærte er en frisk og dejlig madtærte, hvor du rigtig kan smage de saftige, skønne tomater, som kan købes netop nu (eller fanges i haven/drivhuset, hvis du selv dyrker tomater).
Det lyder skønt – her får vi jævnligt tærter, når vi har gæster, og denne variation er velkommen 🙂
Jeg håber, du prøver den – jeg kan rigtig godt lide kombinationen af de friske tomater og den krydrede creme 🙂
Lyder rigtig sommerligt, jeg kan rigtig godt lide tærter, men er ikke så ofte jeg får bagte dem, dette er klart en variant jeg vil prøve.
Lena
Det kender jeg godt – jeg spiser sjældent tærter, for jeg synes ofte, at fyldet er lidt for blødt, men her er der en god sprød bund og friske tomater, der virkelig pifter retten op 🙂
Nøj for en lækker tærte, den skal helt klart prøves!
God fornøjelse – håber du kan lide den 🙂