Svinekødstærte med kylling

Svinekødstærte med kylling

Der var ca. 200 g kyllingekød tilbage, da vi havde spist kylling med peberrodscreme i weekenden, og det gemte jeg i køleskabet til næste dag. Her bladrede jeg videre i ‘Middelaldermad’ og faldt – meget pudsigt – over en svinekødstærte, hvor man også skal bruge 200 g kyllingekød! Selvom det ærlig talt lød som en pudsig kombination, så afskrækkede det mig ikke.

Jeg brugte lidt mindre svinekød i denne svinekødstærte (af den simple grund at økologisk hakket svinekød sælges i 400 g pakker og ikke i 500 g pakker). I den originale opskrift står der, at man skal bruge en gul, hård ost, og her brugte jeg altså en gouda, som ikke er speciel hård, men gul er den da – og så er den rimelig mild i smagen. Mørdejen blev denne gang lavet på ølandshvede, og det var et rigtig godt valg, for det gjorde dejen langt mere velsmagende end ved almindeligt hvedemel.

Svinekødstærte med kylling

4-6 personer

Mørdej:
170 g ølandshvede
140 g iskoldt smør
0.25-0.5 dl vand

Fyld:
400 g økologisk hakket svinekød
2 hårdkogte æg, hakkede
100 g friskrevet ost – jeg brugte som sagt Gouda
1 spsk rørsukker
½ g safran
½ tsk tørret koriander
½ tsk kanel
½ tsk kardemomme
½ tsk revet muskatnød
1 tsk salt
200 g hakket kyllingekød (kogt eller stegt)

Smuldr smørret i melet og saml det med vand, så du får en kugle dej. Læg den i køleskabet et kvarter, inden du ruller den ud på et meldækket bord. Put den i et dybt fad (sørg for at gemme lidt af dejen til at lægge oven på tærten). Rør fyldet sammen og put det i fadet, inden du dækker det helt med det sidste dej. Sørg for at dejen slutter tæt, inden du bager tærten ved 220 grader i 40-50 minutter.

Servér sammen med fintsnittet spidskål.

Note: Svinekødstærte er en spøjs opfindelse. Kombinationen af ingredienser er lidt uvant, men de fungerede faktisk fint sammen, omend jeg lige skulle vænne mig til den lettere parfumerede smag, som krydderierne gav. Ligesom ved kyllinge-peberrodsretten var spidskålstilbehøret mit eget påfund – jeg elsker simpelthen at bruge spidskål som tilbehør, og så forbinder jeg altså kål med middelalderen 🙂



6 thoughts on “Svinekødstærte med kylling”

    • Ja ikke? Men det smagte fint, så snart jeg havde spist et par mundfulde. Jeg bliver nok ikke fan af den krydring, men det var spændende at prøve!

  • Spøjs kombi – men hvorfor ikke? De der småkagekrydderier kan udøve mirakler sammen med kød – jeg er helt vild med kylling med appelsin og småkagekrydderier (julekylling).
    Men hvad har fået dig til at kaste dig over netop middelalderen? Er det en progression fra stenaldermad? Via jernaldermad og bronzealdermad? Så bliver det næste renæssancemad, og så er vi ude i det helt vilde 😀 Tænk på Chr.IV og hans fyldte svaner, hvor fjerene blev sat på igen før servering….
    vh/Karen

    • Jeg har altid interesseret mig for middelalderen, så det har ikke noget med stenalder-dillen at gøre, og så er det også ret hyggeligt at researche på, for det er efterhånden et par år siden, jeg sidst har læst om middelalderen 🙂

      Og renæssancemad er jeg ikke afvisende over for – det kunne blive mega-dekadent 😀

  • Spidskål er et stort hit her i huset. Men jeg kan ikke forestille mig smagen af tærten med rørsukker, safran, koriander, kanel, kardemomme og muskatnød 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *