Sushi bowl med laks og edemamebønner

Sushi bowl med laks og edemamebønner

Sushi bowl er en af de retter, jeg har glædet mig mest til at prøve i forbindelse med mit ris-benspænd. Jeg elsker sushi, men det er dog lidt omstændigt at lave selv, så det er faktisk flere år siden, det sidst er sket. Sushi bowl er noget lettere at lave, så her er der ingen undskyldning!

Jeg har læst lidt forskellige udmeldinger mht. hvorvidt man skal fryse fisk til sushi. Det skal man som udgangspunkt (mindst 13 timer), men jeg har dog også hørt, at det behøver man ikke, hvis det for eksempel drejer sig om laks. Jeg tog ingen chancer og frøs laksen ned og tøede den derefter langsomt op i køleskabet.

Sush bowl med laks og edemamebønner

2 personer

Ris:
1½ dl sushiris
½ spsk rørsukker
½ tsk salt
2 spsk riseddike

Topping:
et stykke rå laks – 120-150 g
1 avokado
en lille pakke friske enoki-svampe
lidt smør til stegning
100 g edemamebønner
en stor gulerod
½ mellemstort rødløg
½ dl rørsukker
½ dl risvinseddike
1 dl vand
salt og friskknust peber
en plade sort tang

Pynt:
lidt sorte sesamfrø

Skyl risene i koldt vand, indtil vandet er helt klart. Hæld risene over i en gryde sammen med 2½-3 dl vand. Bring vandet i kog og skru så ned, så det blot står og simrer de næste ti minutter. Læg låg på gryden og lad risene hvile under låg i ti minutter. Rør sukker, salt og riseddike godt sammen og hæld det over risene, som vendes grundigt i væden. Lad risene køle af.

Mens risene køler af, gør du toppingen klar. Skræl guleroden og skær den i tynde stængler. Skær løget i tynde både. Hæld rørsukker, eddike og vand i en gryde sammen med lidt salt og peber. Bring det i kog og tilsæt så gulerodsstykkerne og løgstykkerne. Lad det simrer i 5 minutter og sluk så for komfuret. Lad grøntsagerne trække i væden.

Giv edemamebønnerne et kort opkog og hæld vandet fra. Skær avokadoen i tern og laksen i tynde stykker. Rens svampene og steg dem i kort tid i en klat smør på en pande. De skal blot lige være møre.

Nu er det tid til at anrette din sushi bowl. Fordel risene i to bredbundede skåle. Anret derefter laks, avokado, svampe og edemamebønner oven på risene. Hæld marinaden fra gulerods-løgblandingen og fordel dem over risene og skær til sidst tangen i tynde strimler og put den oven på. Du kan evt. pynte din sushi bowl med lidt sorte sesamfrø, men det er helt op til dig.

Nyd din sushi bowl sammen med et glas hvidvin.

Note: Ikke alene er en sushi bowl vanvittig smuk – det er også en let og lækker måde at få sushi på (eller… sushi-agtig aftensmad). Du kan naturligvis bruge andre fisk end laks, ligesom du også kan lege med andre typer topping.



2 thoughts on “Sushi bowl med laks og edemamebønner”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *