Stor spinattærte
Da jeg fejrede min fødselsdag i starten af måneden sammen med en lang række venner, serverede jeg blandt andet spinattærte som en del af tapasbuffeten. Dette er en ret stor spinattærte – faktisk en hel bradepandefuld, men du kan jo vælge at lave en mindre portion eller fryse noget af den ned – så er der også en hurtig omgang aftensmad til en travl hverdag.
Jeg fik lyst til at lege videre med samme type dej, som jeg brugte til min porregalette, mens fyldet til tærten blev freestylet undervejs.
Stor spinattærte
en bradepande
Dej:
3½-4 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
½ dl olivenolie
1 dl vand
1 æg
Tærtefyld:
700 g frossen spinat
8-10 fed hvidløg, finthakkede
2 løg, hakkede
en klat smør til stegning
250 g mascarpone
2 dl fløde
½ dl fuldkornshvedemel
salt og peber
Rør de tørre ingredienser til dejen sammen – hold lidt igen med melet. Tilsæt derefter olie og rør det ud. Tilsæt æg og vand og ælt dejen. Tilsæt resten af hvedemelet, indtil du har en superblød og jævn dej. Put den i en frostpose og læg den i køleskabet i en halv time.
Mens dejen er i køleskabet, kan du forberede fyldet. Smelt en klat smør på en pande og steg løg og hvidløg i et par minutter ved mediumvarme. Tilsæt spinaten sammen med 2 dl vand og lad det simre. Rør i det med jævne mellemrum. Når spinaten er tøet op, lader du det simre i et par minutter mere, inden du rører mascarpone og fløde ud i det. Lad det koge op og rør derefter melet, så spinatfyldet tykner lidt. Lad det simre i yderligere nogle minutter, inden du smager til med salt og peber. Tag gryden af komfuret.
Tag dejen ud af køleskabet og rul den ud på et meldrysset bord. Flyt forsigtigt dejen over på en bagepapirbeklædt bradepande – sørg for, at dejen ikke kun dækker bunden men også et stykke af kanterne af pladen. Fordel fyldet oven på dejen.
Bag din spinattærte ved 175 grader i 35-40 minutter. Lad den hvile i mindst 15 minutter, inden du serverer den. Jeg havde bagt min spinattærte dagen før og ladet den stå koldt natten over, inden den blev varmet godt igennem inden serveringen.
Note: Mild og dejlig spinattærte. Jeg har skruet lidt op for hvidløgsmængden i ovenstående opskrift or at gøre smagen lidt tydeligere end den version, jeg lavede.