Spanske ribs
Jeg må hellere komme i gang med mit spanske benspænd, og den første ret, der kom på bordet, er disse spanske ribs. Det spanske køkken er måske ikke så kendt for deres grillretter, men da sommervejret for alvor kom tilbage i starten af august, så måtte jeg selvfølgelig tænde grillen, da vi fik gæster. Og der faldt jeg over disse spanske ribs.
Hvis det skal være helt korrekt, så laves denne ret typisk på svineribben, men da jeg ikke kunne finde dem i supermarkederne, lavede jeg dem i stedet på små revelsben, og så var de også lidt mere handy at spise.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra The Spruce Eats men justerede lidt på krydringen samt valgte at langtidsstege kødet – ligesom jeg plejer med revelsben – så jeg var sikker på, at de være lækre og møre.
Spanske ribs
ca. 5 personer
1½ kg revelsben
3 fed hvidløg, pressede
1½ spsk salt
1½ spsk sød paprika
½ spsk røget paprika
1 tsk oregano
5 spsk rødvinseddike
Læg dine revelsben på en stor tallerken eller spækbræt. Gnid dem først med de pressede hvidløg. Rør resten af krydderierne sammen i en skål og rør derefter eddiken i. Smør dine revelsben med krydderiblandingen og læg dem i en frysepose, som du lægger i køleskabet. Lad dem marinere i mindst tre timer – evt. til dagen efter.
Tag kødet ud af køleskabet en halv time inden, at de ryger på grillen. Brug gerne en lukket grill, der kan holde varmen nogenlunde stabil. Læg de spanske ribs på grillen ved indirekte varme med en temperatur på ca. 150 grader og lad dem passe sig selv i 2½-3 timer. Tag dem derefter af grillen og servér dem sammen med salat og romesco-sauce.
Note: Revelsben bliver supermøre, når de langtidsgrilles, og denne fortolkning af spanske ribs var da også dejlig saftige og krydrede (uden dog at være stærke).
Det lyder spændende!
Minder mig om en argentinsk sommerfest med Slowfood, jeg var med til, hvor der blev lavet grillet asado – grillet oksetværreb. Tværrebet blev stillet på skrå i nærheden af et bål og langtidsgrillet i fem timer.
Mmm! Langtidstilberedning er nu godt 🙂
For pokker da – mundvandet løber. Det skal prøves.
God varm dag til dig.
Charlotte
Tak – i lige måde 🙂