Smørrebrødstærte – smörgåstårta
En smørrebrødstærte? Hvad er nu det? Og ligner det ikke mere en smørrebrødslagkage?
Se, smørrebrødstærte – eller smörgåstårta som det hedder originalt – er selvfølgelig en skandinavisk opfindelse, som er ret populær i Sverige og Finland. Det er egentlig en forvokset (og lettere dekadent) udgave af en sandwich, men jeg har valgt at tage den med i månedens benspænd, for den vil også egne sig godt til et dansk frokostbord.
En smørrebrødstærte er ofte sammensat af lyst (sandwich-)brød og cremet fyld, og tærten er smurt med en creme/dressing og smukt pyntet. Mange af de udgaver, jeg er stødt på, indeholder fisk eller skaldyr, men i princippet kan en smörgåstårta laves med al slags fyld. Jeg faldt over en udgave hos ICA, som jeg lod mig inspirere af, og så skelede jeg til noget sandwichbrød, jeg tidligere har lavet.
Smörgåstårta – smørrebrødstærte
Denne smørrebrødstærte vil passe til ca. 10-12 personer til frokost.
Start med at bage brødet. Du kan bruge almindelig sandwichbrød af god kvalitet, men det er sjovere at bage selv, og så kan du samtidig vælge at bage brødet i en springform, så du blot skal flække det og fylde det, så snart det er afkølet.
Sandwichbrød – rundt
550-650 g hvedemel
150 g durummel
25 g gær
2 dl vand
4 dl letmælk
1 spsk salt
1 spsk honning
50 g smeltet smør
Hæld vand og mælk i en skål og rør gæren ud i det. Rør resten af ingredienserne i – hold lidt igen med melet – og ælt dejen til en ensartet og blød masse. Lad den hæve til dobbelt størrelse under et fugtigt klæde. Læg derefter dejen i en smørsmurt springform på ca. 24 cm stor form og tryk dejen ud, så den er jævnt fordelt. Lad den efterhæve i en halv time, inden du bager den ved 200 grader i ca. en halv time. Lad brødet køle helt af.
Når brødet er kølet helt af, kan du dele det i tre skiver (ligesom når du bager lagkagebunde og skal skære dem ud til sidst).
Nu skal fyldet røres sammen. Jeg valgte at lave fyld med rejer, laks og æg.
Smørrebrødstærte – fyld:
450 g forkogte rejer
4 hårdkogte æg
400 g laks
2 spsk friskhakket dild
2 dl god mayonnaise – for eksempel Hellmann’s
1½ dl creme fraiche 18%
salt og peber
saft og skal fra ½ øko-citron
Rejer, æg og laks hakkes groft og røres med de andre ingredienser.
Nu skal din smørrebrødstærte lægges sammen. Læg sandwichbrødsbunden på et fad og fordel halvdelen af fyldet ovenpå. Du kan evt. dryppe brødet først med lidt citronsaft. Læg derefter anden skive af sandwichbrødet ovenpå, fordel resten af fyldet på det og tryk det sidste stykke sandwichbrød ned på det.
Sørg for at fyldet når helt ud til kanterne og i det hele taget er fordelt jævnt.
Tærten skal smøres med en creme. I dette tilfælde blev det en mild peberrodscreme, der bestod af 3 dl creme fraiche 18% og 1 dl fintrevet frisk peberrod, der var rørt sammen og smagt til med citronsaft, salt og peber. Fordel cremen jævnt ud over hele tærten og sæt derefter tærten i køleskabet natten over.
Husk at pynte din smørrebrødstærte til den store guldmedalje, inden den serveres. I dette tilfælde blev tærten pyntet med krebsehaler, dild, fiskerogn, radiser og avokado. Kun fantasien (og smagsløgene) sætter grænsen.
Nyd en god, mild øl til din smørrebrødstærte – jeg serverede Jacobsen Velvet Ale til, og det var et glimrende match.
Uden tvivl en af de bedste ting ved Sverige – gud hvor jeg kan smovse i smörgåstårta <3
Jeg er så meget fan af den servering! Ikke alene kan den varieres utrolig meget – det er også en ret, hvor man for alvor kan gå amok med at pynte ♥
Ih, hvor er den fin – er sikker på at sen smagte pragtfuldt 🙂
Sådan en har jeg også på programmet her til påske – glæder mig rigtig meget til at lave den.
Tak skal du have. Ja, sådan en gang rejer, laks og æg vendt i mayo – det kan man jo kun holde af 😀
Er spændt på, hvad du vil putte i 🙂
Øøøj, bare navnet er godt! Tror Malou er en rigtig smörgås!
Ja, det er et fantastisk navn – det vækker sjove billeder 😀
De er ikke helt dumme de svenskere – dobbelt op på rejemad og så en kold øl – det er da forårs stemning der vil noget (:!
– Anne
Jeg har godt set de før og det ser da vildt lækkert ud! Helt bestemt en sjov og anderledes måde at servere en frokost på:)
Sikke en skøn idé – smørrebrødstærter har jeg ikke læst om før, men det ser festligt ud 🙂
Jeg kunne heller ikke stå for den – det koncept må jeg bruge igen på et tidspunkt 🙂
Hvor er den FLOT, tante Andrea! 🙂
Tusind tak! Den må du prøve ved lejlighed 🙂
Jeg har længe gerne ville lave sådan en lækkerbisken, for de er altså så skønne… må straks gå i tænkeboks over hvornår det skal være 🙂
Er spændt på hvad du putter i 🙂
Sikke et lækkert koncept! Jeg tror, jeg vil lave sådan en til årets påskefrokost! Kan man undlade æg i den her opskrift og evt tilsætte noget andet? Jeg har nemlig et meget anstrengt forhold til hårdkogte æg
Ja, det kan du godt 🙂
Når du skriver laks, er det så kogt, røget, eller varm/koldrøget laks du har brugt?
Jeg brugte røget laks 🙂
Den skal klart på frokostbordet i år! Men bør der ikke også kunne brugs bagt laks? Jeg er nemlig ikke pjattet med røget laks 🙈😄
Ja, det skulle ikke være et problem. Så længe du laver fyldet, som du vil have det. God fornøjelse 🙂
Tænker at lave sådan en lagkage til Zorros fødselsdag, på den måde kan både hunde og mennesker spise lagkagen, selv om noget pynt måske skal af til hundene.
Det lyder hyggeligt! En af mine kolleger fortalte om, at hun tidligere på ugen fejrede 1 års fødselsdag for hunden, hvor han fik en mini-‘lagkage’ med leverpostej 🙂
Så sidder sådan en halvsvensker som mig og glædes over at andre har fået øjnene op for Smörgåstårta.
I min familie plejer vi at dele fyldet i lage. Så en med f.eks rejer og æg, og så en medrøget laks… og ikke som salat men skiveskåret æg, nypillede rejer og skiver af laks. Brødlaget bliver smurt med en blanding af cremefraice, mayonaise og evt en philidelphia og hele herligheden bliver til sidste smurt ind i samme mix og pyntet med agurkeskiver, rejer, lakseroser, frisk dild, cherrytomater, citronspringere og purløg… Nøj det smager!
Dejligt at høre! Det er også en festlig anretning – får lyst til at eksperimentere med andre varianter 🙂