Rejeblinis med dilddressing

Rejeblinis med dilddressing

I søndags holdt vi påskefrokost sammen med familien, og her serverede jeg rejeblinis med dilddressing som forret. Det blev i øvrigt også til flere ‘gamle’ retter såsom langtidsstegt lammekølle og citronsnitter.

Jeg tog udgangspunkt i de speltblinis, jeg før har bagt, men lavede dem på hvedemel. Og så blev de toppet med små lækre rejer samt en frisk dilddressing.

Rejeblinis med dilddressing

8 personer

Dej:
1 æg
1½ dl mælk
1 spsk rapsolie
1½ dl hvedemel
½ tsk bagepulver
½ tsk salt
smør til stegning

Dilddressing:
1 dl creme fraiche
1 dl frisk dild, finthakket
saften fra ½ citron
evt. lidt honning
salt og peber

Derudover:
150 g små, forkogte rejer

Lav gerne dilddressingen først, så den kan trække smag. Her rører du creme fraiche, dild og citronsaft sammen og smager til med salt, peber og eventuelt lidt honning, hvis du synes, at dressingen er lidt for syrlig til din smag.

Pisk æg, mælk, rapsolie og salt sammen. Pisk derefter hvedemel og bagepulver i, indtil du får en jævn, tyk dej. Varm en blinispande op. Har du ikke det, bruger du i stedet en stor pande. Smelt smør på panden og put en spsk dej på for hver blinis, du vil lave. Steg dem, indtil de er gyldne på begge sider. Du får nok 10-12 stk. af denne portion, så du har lidt ekstra.

Top otte blinis med rejer og fordel lidt af dilddressingen ud over hver enkelt. Pynt evt. med en lille dildkvist, inden du serverer dem.

Note: Rejeblinis er en frisk og dekorativ forret, som er hurtig og let at lave (især hvis du steger dine blinis i forvejen og blot varmer dem lige inden servering).



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *