Marineret rådyrmørbrad
I går lavede jeg marineret rådyrmørbrad. Jeg havde nemlig inviteret familien på besøg til frokost – smørrebrødsfrokost selvfølgelig, for der skal jo laves en masse smørrebrød i denne måned. Det blev blandt andet til stegte fiskefileter med hjemmelavet remoulade samt en ‘jægermad’, der bestod af rådyrmørbrad, ribsgelé og hakkede mandler.
Jeg fandt en flaske frem fra gemmerne, og den smukke røde mousserende vin, Cantina Beato Bartolomeo Marzemino Breganze Vino Dolce, viste sig at passe glimrende som lidt lækkert til ganen, inden vi skulle i gang med at spise.
Jeg oprindeligt planlagt at lave velkomsthapsere med stenbiderrogn, men jeg konkluderede hurtigt, at der var for stor fare for, at vi kom til at spilde, når vi sad omkring sofabordet, så i stedet lavede jeg små stenbiderrognsmadder til forret.
Jeg kunne selvfølgelig ikke holde mig til klassikere men måtte også selv eksperimentere, og det blev til denne ‘jægermad’, som bestod af rådyrmørbrad, ribsgelé og hakkede mandler.
Marineret rådyrmørbrad
8-10 personer afhængig af mørbradens størrelse
1 rådyrmørbrad
2-3 dl kærnemælk
salt
smør
bærsaft
ribsgelé
hakkede mandler eller hasselnødder
Fjern sener og hinder fra din rådyrmørbrad med en skarp kniv, inden du lægger den i en frysepose sammen med kærnemælken. Put den i køleskabet i mindst 12 timer. Tag derefter mørbraden ud af posen og skyl kærnemælken af. Dup kødet tørt og gnid det med lidt salt, inden du bruner den i smør på en pande.
Læg mørbraden i et ildfast fad og hæld mild bærsaft i bunden af fadet, inden du dækker fadet med madfolie. Stil fadet i ovnen ved 150 grader i 30-45 minutter (afhængig af mørbradens tykkelse). Stik i kødet med en tynd metalnål. Er kødvæsken klar, er mørbraden det også.
Lad din rådyrmørbrad køle af og skær derefter tynde skiver, som du lægger oven på det salatbelagte rugbrød. Pynt med ribsgelé og hakkede nødder.
Note: Ret kæk servering! En rådyrmørbrad varierer noget i størrelsen, og derfor blev enderne helt gennemstegte, mens midterstykket var mere saftigt. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på ikke at give kødet for længe i ovnen. Brug evt. stegetermometer. Men kombinationen af rådyrkød, ribsgelé og hakkede nødder er nu et fint bud på en ‘jægermad’ 🙂
Nørj!!! SAVLE!
Hovhov – ikke dryppe på bloggen 😀
Hehe jeg skal prøve at lade være men det er dælme svært
Hornbeer laver nogle rigtig gode øller 🙂 Hvor ser et lækkert ud med smørrebrød med rådyrmørbrad og ribsgelé! Bare du nu ikke når at blive træt af smørrebrød, inden måneden er omme … 😉
Det gør de nemlig! Det tror jeg ikke, der er fare for – det kan jo varieres temmelig meget 🙂